Det har været en pragtfuld sommer med masser af varme og solskin. Det har også betyder, at vi har måttet bruge vandkande og vandslange meget flittigt, men det tager vi gerne med.
Køkkenhaven ser flot ud med masser af spiselige grønt til Købmandsgårdens køkken. Vi har dog været plaget af lidt større skadedyr, end vi er vant til, og det er gået hårdt ud over vores kål. Kort efter kålene var plantet ud, var de blevet ribbet, ja så kun ribberne var tilbage. Vi undersøgte dem, og fandt ingen spor af snegleslim eller klatter efter larver. Ret hurtigt så vi synderne i aktion, det var simpelthen duer, der spiste alt det grønne. Og det gentog sig hver gang vi havde plantet nye kål ud, dog hjalp det at ligge visne grene mellem rækkerne, men det så jo lidt sjovt ud. Da der så endelig kom lidt gang i de resterende planter, var der nogle endnu større dyr, der havde været på rov, her kunne vi til gengæld se klatter i massevis bagefter. Gæssene havde fundet vej. Der var jo en oplagt grund til at man havde gåsepiger i gamle dage! Måske skulle vi slå stillingen op til næste år!
Vinstok
Lille grøn, sød drue.
Sådan en overskrift, modtog jeg på mail. Og knapt havde jeg sagt ja, før der stod en flot transportkasse i træ med 2 flotte vinplanter i. De kom fra Arne Nilsen, Frederiksberg, og han kunne fortælle at vinstokken stammer tilbage fra hans fars barndomshjem sidst i 1940erne.
Det er sådanne “familieplanter” og især historierne vi samler på med glæde. Og det være sig alt i planteriget, om det er potteplanter, stauder, træer eller løg.