I begyndelsen af marts 2013 fik Den Gamle By en henvendelse fra journalist Camilla Stockmann fra Politiken. Hun ville gerne høre om ting, som museet gemmer, selv om de er for skrøbelige til at udstille. Vi kom straks til at tænke på tekstiler: De er sarte, de kan blive nedbrudt af fugt, lys og af snavs, som giver grobund for alle mulige slags mikroorganismer og for insekter, der har tekstil som livret. De kan også blive ødelagt af en alt for hårdhændet behandling og nogle tekstiler er faktisk fra begyndelsen fremstillet sådan, at de kun har en begrænset levetid.
Et eksempel på det er en festkjole fra 1925 af lys, støvgrøn chiffon. Den var med i dragtudstillingen Festtøj 1909-2009, og vi måtte lægge den på en stol, så den kunne få mere støtte, end hvis den var blevet monteret på en gine. I 1920erne var der en naturstridig og flot mode med selskabskjoler syet af helt tynde og lette stoffer overbroderet med tunge perle- og pailletbroderier. Den type kjoler er en bevaringsmæssig udfordring, fordi det tunge broderi på længere sigt vil rive de tynde stoffer itu.
Billedet viser en detalje fra skørtet. Broderiet er professionelt udført i en gentaget rytme af perler, pailletter og similistene i hvidt, rødt, grønt og metal. De broderede former fletter sig ind i hinanden som stiliserede blomster. Foto: Thomas Kaare Lindblad.
Til Politikens artikel valgte jeg at fortælle om en herredragt fra ca. 1770. Den havde vi taget frem fra magasin i efteråret 2011. På det tidspunkt holdt Den Gamle By en workshop for en gruppe internationale forskere, som arbejder med europæisk mode fra 1500 til 1800. Man kan læse om det projekt her: http://www.fashioningtheearlymodern.ac.uk/
Jeg havde en anden skjult dagsorden for at ønske at se netop den dragt, nemlig at jeg på det tidspunkt arbejdede med udstillingen Sko og Accessories. Mode og luksus i 1700-tallet, som Den Gamle By viste fra marts til og med december 2012. Hvis herredragten havde kunnet tåle det, ville jeg gerne have haft den med i den udstilling. Desværre er den for nedbrudt til at kunne holde til den belastning, og det er helt umuligt at få den til at skinne i sin fordums glans.
Billedet viser en detalje fra den ene lommeklap, hvor man stadig kan få et indtryk af, hvor flot dragten har været. Foto: Frank Pedersen.
Det består af kjol (den tids jakke), vest og bukser og er syet af et fantastisk materiale med silke i bunden og indvævede guldlameller og fløjlspletter. Det er en paradedragt, der har kunnet glitre og skinne i guld i tællelysenes skær, og den glans blev understreget af fløjlspletternes delikate farver i grønt og flere nuancer rødt. Formodentlig er stoffet vævet i Lyon, som i 1700-tallet var rigtig langt fremme i skoene med en fornem produktion af luksustekstiler til Europas overklasse. De fine knappers teknik tyder på, at dragten er syet i Paris og indført som færdig dragt til Danmark. En dragt af den fremragende kvalitet har tilhørt en velstående mand, og man ved, at den senere er blevet brugt som teaterdragt af skuespillere. Den brug har slidt yderligere på stof og knapper.
Fotografering af herredragten. Foto: Frank Pedersen.
Camilla Stockmanns indlæg om Skrøbelighedens Museum blev bragt i kulturtillægget i Politiken, lørdag 13. april 2013.
Museumsinspektør Erna Lorenzen, som indsamlede dragten i 1960, skrev om den i museets årbog fra samme år. Artiklen hedder: Teater eller virkelighed.