Hvordan rengjorde man køkkengulve i 1864 – og hvor tit?
Det spørgsmål fik jeg lige efter nytår, og jeg vil svare på det med dette blogindlæg.
Gården midt i billedet er købmandsgården, hvor Den Gamle Bys gæster kan reflektere over begivenheder og hverdagsliv i 1864. Den lå i sin tid overfor Aarhus Rådhus.
Jeg kom straks til at tænke på Jeppe Aakjærs erindringsbog Fra min bitte-tid, der udkom i første udgave i 1928. Jeppe Aakjær blev født i 1866 på en fattig gård syd for Skive. I bogen er der krasse beskrivelser af hjemmets rutiner og problemer i forbindelse med rengøring, så dem vil jeg starte med at se nærmere på.
I Aakjærs hjem sov flere sammen i alkoverne, de indbyggede senge uden vinduer. I Den Gamle By er der 1700-tals alkover med fine låger; men alkover kunne også have forhæng. I Aakjærs hjem kom man ind i alkoverne fra stuen, og den lille Jeppe sov inderst op mod den kolde ydervæg sammen med sin bedstefar, der sov nærmest stuens varme. På ydermuren var der en groft flettet stråmåtte. Den kunne isolere lidt mod kulden; men bedstefar havde også en anden, ikke særlig delikat anvendelse af måtten, nemlig at spytte på den. Det gjorde han, selv når hans barnebarn lå i sengen. Bedstefar brugte skråtobak, hvor spunden og sovset tobak skæres i små stykker, der puttes i munden på indersiden af læberne. Nikotinen optages gennem mundens slimhinde. Skrå stimulerer også spytproduktionen og farver spyttet sort. Når den lille Jeppes bedstefar gik i seng, tog han den våde skrå ud af munden, lagde den på sengestokken, og han skulle også af med den rigelige spytproduktion, før han lagde sig til at sove. Aakjær fortæller:
”Mod denne måtte spyttede bedstefar langspyt, så den svidende sovs hyppig sved mig i øjnene. (..) Da bedstefar var død, var det næsten ikke muligt at få den sorte væg til at tage mod kalken.”
Vores nutidige opfattelse af hygiejne og hensynsfuld adfærd bliver stærkt provokeret af sådan en beretning.
Spyttebakke. Når en spyttebakke var i brug blev den foret med papir og fyldt med sand.
Aakjærs bedstefar hørte til den gamle skole, der ikke ville bruge spyttebakker, de flade metal- eller træskåle, der blev stillet på passende steder på gulvet. De blev foret med papir og fyldt med sand, og mændene skulle helst spytte i dem, for at man ikke skulle få spyt overalt på gulvene; men den skik var vanskelig at få indført. Aakjær fortæller:
”De skrående mænd spyttede, hvor de ville. Havde man haft en gæst, stod der gerne en svinsk dam under ham, så hans træsko var lige ved at sejle.”
Der var nok at tage fat på for en husmor!! Morgenen havde sine faste rutiner i Aakjærs hjem, og rengøring var så absolut opfattet som kvindearbejde, som tjenestepigerne og husmoderen tog sig af. Først skulle sengehalmen luftes, og det resulterede i bunker af muggen halm på gulvet, fortæller Aakjær. Så skulle spisebordet skures. Den næste opgave var at feje det stampede lergulv, som ikke kunne vaskes, fordi det ville gå i opløsning, hvis det blev overhældt med vaskevand. Aakjær beskriver fejningen på denne måde:
”Der fejedes (…) med lange, stærke strøg, der rejste støvet i kvalmende skyer lige til loftsbjælken. Da den tids vinduer var nagelfaste, tror jeg bestemt ikke, at ét eneste vindue kunne åbnes i mit hjem; det ville jo også have været en bespottelig gerning at slippe al den dejlige varme ud, når rimfrosten gnistrende på vinduesruderne! Bedstefar ville truende have hævet sin knyttede hånd mod loftet, om noget sådant var sket! Som sagt, da støvet og dunsten ikke kunne slippe ud til siderne, havde det ingen anden udvej end at stige til vejrs, og det gjorde det prompte, så det den første time efter fejningen dalede kælent ned over alt og alle, ned i maden, ned over de henstillede mælkefade, der var sat hen for at samle fløde, krøb ind i ens åndedrætsorganer, så den lille i vuggen fik et hosteanfald.”
Citatet taler for sig selv. Det er tydeligt, at Aakjær var en skønlitterær forfatter, der med sine ord maler billeder for os, så vi næsten kommer til at hoste selv. Bogen udkom, som nævnt, første gang i 1928, og de første årtier af 1900-tallet havde et ganske andet syn på rengøring, så han har naturligvis set på barndomshjemmet gennem den linse. Når fejemøget var blevet båret ud, skulle gulvet bestrøs med sand. Sandet havde flere funktioner. Dels opfattede man et gulv fint strøet med sand som et bevis på husmoderens og pigernes gode evner, dels var andet skidt nemmere at feje sammen ved næste rengøring. I Aakjærs hjem var sandkammeret under loftstrappen. Aakjær fortæller:
”Strøsandet spillede en stor rolle i de gamle hjem. Mor var i den henseende yderst kræsen. Kun far selv blev betroet til at hente det hjem fra ’æ saaendbak’ (sandbakken), hvor den gode Gud for tusinde af år siden havde lagt det i undergrunden i gnistrende lag for det samme. Her i forstuen var der inde under loftstrappen et mørkt rum, hvor sandet gemtes året om som en lille helligdom.”
Aakjærs mor strøede ligesom andre husmødre det hvide sand både på lergulvene og på de gulve, der havde en belægning af natursten i afrundede former, de såkaldte piksten. Vi hører ikke i Aakjærs beretning, hvilken gulvbelægning der var i køkkenet. Måske har det været piksten.
Stenbro med piksten
I byerne hentede man ikke selv sandet. Der var sandmænd, som kørte rundt og solgte gulvsand. Alma Kristine Petersen, hvis erindringer, man kan læse på København Stadsarkivs hjemmeside, fortæller:
”Der kom også ofte en mand med en flad vogn med en lille hest foran. Han solgte sand. Det skulle strøs på gulve og trapper. For selvom alt var gammelt og forfaldent var gulve og trapper hvidskurede”.
Alma Kristine Petersen var født i 1891 (står der i selve hendes beretning) og boede Vognmagergade i København på det tidspunkt, hun fortæller om. På samme måde fortæller Hertha Aargaard om brugen af sand på gulvene:
”Jeg er født i 1902 på Christianshavn i det, der dengang hed Prinsessegades Forlængelse. Det var kun en jordvej og havde kasernen på den anden side af vejen. Det var en herlig legeplads for os, for der kom jo sjældent køretøjer. Derfor var det også skønt, når sandmanden kom. Han solgte for 5 øre sand, som husmødrene kom på de hvidskurede gulve. Vi børn hang bag på vognen, til han opdagede os og jagede os af”.
Hvidt strandsand blev anset for det fineste. Efterhånden blev både de stampede lergulve og pikstensgulvene erstattet med bræddegulve i køkkerne, dog ikke lige op til ildstedet på grund af brandfaren. Her kunne stadig ligge piksten eller fliser, som kunne holde til eventuelle tabte gløder fra komfur eller ildsted.
Snavset køkkengulv i købmandsgården
Bræddegulvene gav ekstra rengøringsarbejde for kvinderne. Til hverdag blev de fejet og strøet med sand ligesom de andre slags gulve blev det; men om lørdagen skulle bræddegulvene skures for at holde sig pæne. Man kaldte det hvidskuring. Ole Højrup fortæller på basis af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser:
”Dette var pigernes arbejde, og det krævede også unge ben at ligge på gulvet og skure et stort gulv med en halmvisk dyppet i mergel eller en blanding af ler og kalk. Dette skuremiddel gav nogle meget smukke gulve, men det var hårdt ved hænderne..”
I købmandsgården i Den Gamle By er der et uferniseret trægulv i køkkenet. Hvis det skal renholdes historisk korrekt, skal vi på museet have anskaffet halmviske og mergel, som er ler med et stort indhold af kalk, eller vi skal fremstille en blanding af ler og kalk, og så skal der ellers gang i knofedtet hver lørdag for at holde gulvene hvidskurede.
Brugen af gulvsand ophørte, efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt begyndte man at vaske gulvene med sæbevand.
I samleværket Vort Hjem fra 1903 redigeret af Emma Gad kan man læse om køkkengulvets renholdelse:
”Den første Morgengerning i Køkkenet bestaar i at lukke alle Vinduer op, feje og vadske Gulvet, tørre Støv af og eventuelt bære Brændsel.”
Så i byerne i hjem, hvor der var råd til tjenestepiger, blev køkkengulvet fejet og vasket hver eneste dag omkring år 1900. Fru Emma Gad har selv skrevet kapitlet om køkkenets renholdelse, og lidt længere nede i teksten kan man se, at hun til de ugentlige pligter i køkkenet anbefaler, at skabene tømmes og afvaskes, vinduer poleres, døre og paneler afvaskes, vandgryden tømmes og afvaskes og endelig pudses komfuret og alle metalsagerne i køkkenet. Dagligt benyttes stadig hvidskuring af køkkenbordet. Emma Gad skriver:
”For at faa Bordene skinnende hvide, maa de ikke blot skures med Sand og Sæbe, men bagefter vadskes grundigt med en fugtig, helst ulden Klud. Fedtpletter tages af med Soda, eller smøres ind med Pibeler, der ikke maa afvadskes før efter nogle Timers Forløb.”
Pibeler er ler uden urenheder og blev i 1700-tallet brugt til at fremstille kridtpiber, da rygning var moderne. Man kan stadig købe pibeler til at bearbejde sine trægulve med, og eventuelle fedtpletter på køkkengulvet i købmandsgården kan sikkert tages af med pibeler, hvis ikke det er nok med knofedt og mergel.
Skilte som dette blev hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet
Vi startede med alt spytteriet i Aakjærs hjem, hvilket også skete i mange andre hjem i samtiden, fordi der ikke var en generel viden om sammenhængen mellem spyt og smittefare. Gæsterne i Den Gamle By kan overfor isenkræmmerbutikken se et skilt med teksten SPYT IKKE PAA FORTOVET under Lorrainekorset, det internationale symbol for tuberkulose. Sygdommen var meget udbredt i slutningen af 1800tallet. Det er en bakteriesygdom, der blandt andet smitter via hoste og spyt. Som en del af forebyggelsen blev skiltene hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet. Lungeforeningen oplyser, at der omkring 1900 var 6.000 nye tuberkulosetilfælde om året i Danmark, og en tredjedel af dem med dødeligt udfald. Det var et meget alvorligt samfundsproblem, og der var også en stor social slagside forbundet med sygdommen.
Tak til mine kolleger på Nationalmuseet, Lykke Pedersen, Vibeke Andersson Møller og Anja Jørgensen for tips og idéer i forbindelse med dette blogindlæg.
Kilder:
Ole Højrup: Landbokvinden. Gyldendals Bogklubber. Nationalmuseet. 1991.
Overfladebehandling af gulve: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/bygninger/Bygningsbevaring/9.6%20Overfladebehandling%20af%20gulve.pdf (16. januar 2019)
Alma Kristine Pedersens erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/alma-kristine-petersen (2. februar 2019).
Hertha Aargaards erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/hertha-aargaard (2. februar 2019).
Lungeforeningens historie: https://www.lunge.dk/om-os/viden-lungeforeningen-foer-og-nu (3. Februar 2019)
Jeppe Aakjær: Fra min bitte-tid. En kulturhistorisk selvbiografi. 4. udg. 1. oplag. Hovedland. 2003.
Vort Hjem (redaktion Emma Gad), København, Det nordiske Forlag, 1903.