Det seneste års tid har Den Gamle By forsøgt at gentænke livemusik som en levende formidling af historien. Museets to nye fokusområder, 1970’erne og Aarhus bys historie, har sammen med konkrete udstillinger været udgangspunkt for nye events.
Musik, der vækker minder
Der bliver spillet nostalgisk 70’er musik i Den Gamle By i disse uger. Sidste weekend var Dario Campeotto på scenen og tidligere kunne man opleve et humørfyldt ABBA tribute show. Anledningen er 70’er festivalen, som vi i år afholder for andet år i træk.
Det sker i direkte forlængelse af, at vi i de senere år har haft øget fokus på nyere populærmusik i de udstillinger, vi har åbnet i 1974-kvarteret: Pouls Radio i 2010 og 1974-lejlighederne i 2013. Derudover har vi vist de to særudstillinger ”BEAT mm. Jørgen Angels rockfotografier 1966-1983” i 2012-13 og ”Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014” i 2014-15.
Livemusik fra de seneste årtier har også fået mere plads i vores samlede publikumstilbud. Ud over at bringe historien til live, har musik nemlig også en stærk erindringsskabende funktion. Lyden af et glemt stykke musik, man kender fra sin barndom eller ungdom, kan pludselig bringe mange andre minder med sig. Og så er det noget, museets gæster kan samles om og hygge sig med sammen.
Lang tradition for levende musik
Selve det at afholde koncerter i Den Gamle By er dog langt fra nyt. Siden 1940’erne har der været forskellige musikalske optrædener, og i de senere årtier har især den lille musikpavillon i Simonsens Have dannet ramme om blandt andet promenadekoncerter og korsang. Musikpavillonen og gårdhaven har dog sine begrænsninger for de udøvende såvel som for publikum; der er simpelt hen ikke plads nok, og ikke de bedste vilkår for at kunne se de optrædende.
Ny festival med fokus på 70’erne
I 2013 valgte vi at erstatte promenadekoncerterne i musikpavillonen med en ny stor 70’er festival som en samlet oplevelse med livekoncerter, familieaktiviteter, foredrag og udstillinger over tre weekends. 70’er festivalens koncerter med hhv. Brødrene Olsen, Skousen & Ingemann og Arne Würgler blev en stor succes. Vi kunne også konstatere, at publikum hyggede sig sammen. Og de begyndte at fortælle hinanden om deres egne minder fra 70’erne.
Aarhus Rocks!
Den Gamle By har siden 2011 varetaget funktionen som museum for Aarhus by, og det gav anledning til, at vi i maj i år åbnede særudstillingen ”Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014” om den aarhusianske rockhistorie.
Som supplement til udstillingen udviklede vi en helt ny event med fokus på musiklivet i Aarhus med et brag af en åbningskoncert og fire weekender i maj og juni med livekoncerter.
Ved åbningskoncerten optrådte Mek Pek Partyband med solisterne Søren Sko og Marie Frank med egne og andres numre fra ”den aarhusianske sangskat”. Og i de følgende weekender kunne man både opleve koncerter aarhusianske stjerner, gendannede pigtrådsbands, hiphop fra Aarhus V, unge lovende talenter samt danseaktiviteter og liveinterview. Arrangementerne var støttet af Nordea-fonden og blev til i nært samarbejde med blandt andet SPOT Festival, Dansehallerne, Aarhus Musikskole og Aarhus Friskole.
Den store bredde i programmet afspejlede tydeligt bredden i den aarhusianske musik gennem mange år og underbyggede dermed mange af de historier, som også er i Aarhus rocks! udstillingen, på en levende og underholdende måde.
Museet var velbesøgt i de uger koncerterne fandt sted, og det var tydeligt, at vi formåede at tiltrække gæster, der ellers ikke normalt kommer i Den Gamle By.
70’er festival med ABBA, Dario og Gasolin
Dette års tre uger lange 70’er festival har indtil videre budt på et festligt ABBA Show og klassikere fremført af smørtenoren over alle, Dario Campeotto – og udover musikken har der blandt andet også været foredrag om 70’er tøj, liveinterview med Jørgen de Mylius, modeshow og batikfarvning.
Stemningen blandt gæsterne har været helt i top, og nostalgien har frembragt mange glade smil hos både unge og knap så unge. I den kommende weekend 27. og 28. september giver Peter & De Andre Kopier deres fantastiske Gasolin-show, som også nok skal bringe mange 70’er-minder frem.
Gæsternes oplevelser er afgørende
Med det seneste års nye events og livekoncerter har vi fået værdifulde erfaringer i, hvordan vi kan bruge museet på nye måder som ramme om nye aktiviteter. Derfor har vi naturligvis rettet opmærksomheden mod, hvordan de nye tiltag er blevet modtaget. Vi har derfor observeret, lyttet og talt med gæsterne.
Og vi er også meget interesserede i forslag til, hvordan vi også i de kommende år kan skabe endnu bedre events og endnu bedre rammer for livekoncerter i Den Gamle By.
Så har du været på museet i de weekender, hvor der har været livemusik, enten i maj og juni eller i en af 70’er-Festivalerne, vil vi gerne opfordre dig til at dele din oplevelse og eventuelle forslag med os – enten her på bloggen eller via mail på mail@dengamleby.dk.
Links
Særudstillinger:
Hønsestrik og hotpants. Tøj og stil i 70’erne
Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014
1974-kvarteret:
1974-butikker i Havnegade
Lejligheder i Tårnborg
Pouls Radio