I sidste uge forsvarede Ph.d. Ingrid Vatne sin afhandling om dramatiseret museumsformidling. Det foregik på Danmarks ældste scene i Helsingør Theatret i Den Gamle By.
Ingrid Vatne
Den Gamle By står sammen med Aarhus Universitet og Kulturstyrelsen bag Ingrids Ph.d., og her på bloggen vil vi gerne give jer et indblik i de mange erfaringer, der er kommet ud af Ingrids arbejde. De kommende uger vil Bag Facaden byde på en blog-føljeton i seks afsnit, hvor Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium.
Ingrids Ph.d-afhandling drejer sig om publikumsdeltagelse i museumsformidling. Hun har blandt andet undersøgt emnet her i Den Gamle By, hvor hun har været med på den dramatiserede aften-rundvisning Lys i Mørket, som går gennem byens mørke, smalle brostensgader sammen med 1864-karakteren Maren Jensen. Afhandlingen er et omfattende stykke arbejde, som udover oplevelserne fra Den Gamle By, også indeholder malende fortællinger fra 23 forskellige frilandsmuseer og historiske centre rundt om i verden.
Første indlæg i blog-føljetonen om Ingrid Vatnes museumsoplevelser handler om Den Gamle Bys dramatiserede rundvisning, Lys i Mørket, der kan opleves i Den Gamle By i julemåneden. I år mandag til torsdag kl. 16.30 og 17.30 frem til d. 19. december.
Vi håber, I vil nyde at læse de mange oplevelser og skarpe observationer, som Ingrid har nedfældet.
Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes Ph.d.-afhandling her.
————
#1 Lys i Mørket i Den Gamle By
Introduktion til Lys i Mørket
Lys i Mørket er en dramatiseret rundvisning som foregår i Den Gamle By fra mandag til torsdag i tidsrummet medio november og frem til jul. Rundvisningen blev søsat i 2006. Da undersøgelsen startede i 2008, var mødestedet for rundvisningen en anden end ved de senere forløb. I 2009 blev rutens begyndelse flyttet fra en sidevej til torvet og hen til tobaksgården, som ligger tættere på indgangen. I beskrivelsen tager jeg udgangspunkt i den form, som forløbet har fra 2009. Det er den form, konceptudvikler fremhæver som den endelige og den form, de fleste af informanterne har oplevet.
Beskrivelse af det dramatiserede forløb
I Tobaksgården er der sat en vogn frem. Der er placeret lygter ovenpå, som signalerer rundvisningens startsted. Under taget, hvor tobaksplanterne hænger til tørre, er der etableret et stisystem, hvor de besøgende danner kø. Endnu er der ingen ild i den lille rest af stearinlys, som står i midten af hver lygte. Efter et kort stykke tid ses en kvinde i dragt, hun placerer flere lygter på vognen mens hun nynner for sig selv med dæmpet stemme. Med sin nynnen tiltrækker hun det ventende publikums opmærksomhed, og de ventende menneskers samtaler stilner efterhånden af. Først tæller kvinden lygterne, derefter tæller hun de besøgende, som har stillet sig i kø under tobaksbladene. Kvinden tænker højt, hun regner ud, hvor mange lygter hun har behov for. Hun spørger, om der er nogen, der vil være venlig at låne et fyrtøj ud. En mand svarer ”Ja”. Kvinden tænder for en af de små lysestumper og bruger derefter flammen til at tænde de øvrige lygter med. En anden mand spørger kvinden, om lysene nu kan holde til vandringen og kvinden svarer: ”Ak, ja, nu skal vi jo heller ikke fråse med lyset”. Kvinden præsenterer sig selv som vægterkonen Maren Jensen, hvorefter hun spørger, om det er os der skal med hende på en vægterrunde i byen. Hun forklarer, at hun ikke kan tage mere end tyve stykker med, hvorefter hun begynder at tælle sig frem til de tyve første i rækken. En anden kvinde, også i dragt, kommer ind i gårdsrummet. Hun henvender sig til de resterende, som ikke er kommet med i Marens første optælling og forbereder dem på, at hun nok skal tage dem med en tur i byen.
Besøgende på tur med vægterkonen Maren Jensen i den gamle købstad anno 1864. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.
Maren kigger på de af os, som står som hendes følgesvende, hun får øje på nogle børn i skolealderen. Hun forklarer børnenes forældre, at det ikke er helt ufarlig at bevæge sig rundt i byen her ved aftenstid. Hun kigger på dem i stilhed et kort øjeblik. Maren opnår vores fulde opmærksomhed, idet hun forsøger at koble antal lygter med antal mænd til at bære lygterne. Hun udpeger én til at være den sidste. Han skal sørge for, at hele gruppen er med og at alle porter bliver lukket forsvarligt efter os. Selv går hun foran og leder vej. Gruppen følger efter Maren, som med sin sang leder os bort fra det lukkede gårdsrum, og ud igennem en port ved Møllerens hus. Her kommer vi ind i et andet gårdsrum som ligger uden for det område som almindeligvis er åbent for publikum. Vi stopper op, hvorefter formidleren går ud af rollen som Maren og indtager rollen som formidler ved Den Gamle By. Hun fortæller, at hun nu skal tage os med tilbage til en købstad anno 1864. Hun vil vise os byen, som den kunne have set ud fra en vægterkones ståsted. Vi får blandt andet at vide, hvad vægterens funktion i en købstad var i 1864. Hun fortæller, at sangen, som hun sang på vej herhen, består af vægtervers, versene fortalte folk i byen, hvad klokken var. Så vidste de, hvornår de skulle stå op eller hvor længe de måtte blive liggende, før de skulle op om morgenen. Vi får endvidere at vide, at en familie som Maren Jensens ville have haft ca. 12 lys i løbet af et helt år. Da de historisk faktuelle oplysninger er videregivet, går formidleren atter i rolle som Maren Jensen. Hun forklarer, at nu skal vi gå videre således, at vi holder tiden i forhold til vægterversene.
Maren standser op ved åen mellem Lilletorv og Brostræde. Her bider hun mærke i en gadelygte som ikke lyser. Hun tænker højt, at det må hun huske at fortælle til sin mand, så den kan blive lavet. Hun fortæller om, hvordan hele byen kom i beredskab, når der var ild løs. Man henter vand i åen til at slukke ilden med, og spandene går fra mand til mand i en lang kæde. ”Ja, kvinderne er såmænd også med. Alle hjælper til, selvom det betyder, at de skal ud i byen om natten i bare særken. Brande bliver slukket på den måde – via kæder lavet af byens befolkning”, forklarer Maren. Vi får også at vide, at købmanden har en særlig interesse i at holde sig på god fod med vægteren, for så bliver der holdt et ekstra godt øje med hans hus. Hjælpen vil således komme hurtigere frem, hvis det skulle være ild løs. Maren fortæller, hvordan købmanden stiller drikkelse frem til vægterne og andre, der arbejder i byen ved nattetid. Så kan de varme sig i de kolde timer. Mens Maren fortæller om vægterens brandværnsfunktion, er publikum omhyggeligt placeret med en synsvinkel, som afskærer den visuelt dominerende bygning, Prismet, fra vores oplevelse af byen og fra de indre billeder som Maren maler frem hos os med sin fortælling. Hun afbryder sig selv med sætningen: ”Nå! Vi må hellere se at komme videre”. Gruppen følger efter hende i retning ad torvet.
På Torvet standser vores gruppe op, og vi kigger op på Møntmestergården, mens der bliver fortalt om møntmesteren, som bor der: ”Han har en flot lysekrone, som skinner og næsten lyser hele torvet op, og han har lys i vinduerne, således at ”vi fattigfolk også kan få glæde af det”, forklarer Maren. ”Møntmesteren er så rig og det er hændt, at han har tændt lys selv i måneskin og somme tider også ved højlys dag”, fortæller hun ivrig. Vi får beskrevet Møntmestergården, som den ser ud ved festlige lejligheder. Kvindernes kjoler stråler i glansen fra lyset, mens fattigfolket står på torvet og kigger op på dem, ”for det er så kønt så kønt, næsten som festfyrværkeri”, beretter hun drømmende. ”Deres kjoler er af silke, ikke sådan noget uldent noget som Maren har. Nej, det er det fineste silke. De rige kvinder ved at vise sig frem i vinduet, således at os fattige kan nyde synet”, siger Maren nærmest taknemligt. ”Nogle gange (…) ja, det er ikke fordi man snager (…), men man kan lige se op i loftet og der er det bare det flotteste fugleloft!”, beskriver hun.
Maren fortæller om H. C. Andersen, at det er spået ham en lys fremtid: ”En gang i fremtidens Odense vil der være store illuminationer til ære for ham. Ja, han er jo ikke så gammel her i 1864, men i fremtiden er det spået, at han bliver en stor mand.” Maren fortæller endvidere om Gamle Johanna. Hun har sagt, at der i fremtiden vil være lys nok til alle og der vil også være lys i gaderne. Ikke bare på de riges hushjørner som nu, men også lys som vil lyse for de fattige. Det tror Maren ikke rigtig på. ”Måske kan det hænde der er mere lys til de rige, men de fattige, som Maren selv, vil nok aldrig få så meget lys at hun kan fråse med det”, tvivler hun højlydt. Da Maren fortæller om Gamle Johanna, vinker hun os tættere på, således at de andre på torvet ikke skal høre, hvad hun siger. Hun understreger, at hun ikke render med sladder, men at det er Gamle Johanna, der har sagt det – så derfor må det være rigtigt. Hun holder en kort pause i sin monolog, hvorefter hun leder gruppen videre forbi bagerens butik i Algade.
Bageren i Algade. Et varmt lys og duften af vaniljekranse strømmer ud fra butikken, når man går forbi. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.
Maren drejer af fra den forholdsvis brede Algade og ind i den trange gyde, som leder hen til smedjen. Mens vi går, synger hun et vers af vægtersangen. Mange refleksioner når at strømme igennem ens hoved mens man går og lytter til hendes sang. Lidt henne ad gyden stopper Maren op og forsikrer sig om, at vi fortsat er med: ”Ja, nu skal vi ned til bygrænsen, ja, det tør vi godt, ikke sandt?”, spørger hun og får en bekræftelse fra nogle fra gruppen. Vi runder hushjørnet, hvorefter vi kommer ind i smedjens gårdsrum. En af gårdsrummets vægge er et højt stakit, det adskiller byen (Den Gamle By) fra området omkring (Botanisk Have). På den anden side af stakittet er det bælgravende mørkt. Vi stopper op og placerer os med ansigtet vendt ud mod mørket. Maren stiller sig foran os. Hun ser på en dreng i teenageårene, mens hun fortæller, at store Christian, som næsten er to meter høj og bred som en trillebør over brystet, er stoppet som vægter i byen. Han var en rigtig god vægter som sørgede for at holde rakkerpakket uden for hegnet og de fattige inden for. Nu er han stoppet og de skulle gerne have haft en ny med de samme kvaliteter. ”Det kan være, at den unge herre kunne fristes til at arbejde som vægter her i byen?”, spørger Maren drengen. ”Det kunne jo være fristende for en fattig mor, der ikke havde nok mad til sit barn at planke over på den anden side og hente nogle aks, så det kunne blive til grøden næste morgen. Men det skal man jo ikke! Det er jo at stjæle. Det kan se ud ad lidt for den, der er i nød, men tænk nu, hvis alle skulle gøre det. Men det er nu ikke Store Christian, som Maren er mest bange for. Det er ikke derfor, hun holder sig inden for bymuren, neeej. I ved jo, at der ude – der liggergalgebakken”. Maren fortsætter: ”Der var engang en gammel mand, der blev hængt for hestetyveri her på galgebakken og det viste sig, at han var ganske uskyldig. Ja, så nu går han igen der ude på markerne. Hvis man kommer til at se ham, ja så vil man ikke leve ud året, siges det”, advarer hun. Der bliver helt stille i gruppen et kort stykke tid. Ingen siger noget, men står og stirrer ud i mørket på den anden side af bygrænsen.
”Var der andre end mig der hørte nogen skreg lige før?”, spørger Maren. Hun trækker atter vores opmærksomhed tilbage til sin fortælling. ”Det var jo den her pige, der engang tjente på en købmandsgård. Det var nu ikke vores købmand. Nej, han er såmænd en god mand. Men denne købmand, han var en rigtig grim mand. Og ond var han også. Han ville have, at hun skulle udføre andre tjenester end bare stå og lave mad og sådan noget. Så gik det som sådant noget gør, at hun kom i ventende omstændigheder. Hun havde forsøgt at fordrive fosteret, men det lykkedes ikke. Det er jo sådan, at hvis det vides, at man sådan går og venter barn, ja så ryger man jo ud fra sit tjenestested. Så hun skjulte det igennem hele graviditeten. Ja, det kan jo være meget under sådan nogle skørter”. Maren hiver ud i sine egne skørter, mens hun fortæller. ”Og da hun kunne mærke, at nu var det nu, så gik hun ud på markerne og fødte. Hun fødte i dølgsmål, ja det er jo, når det er ingen der ser eller hører det. Ja, så endte det med, at hun kvalte det og begravede det i uindviet jord. Den stakkels pige kunne jo ikke leve med sig selv, så inden det var gået et år, havde hun taget livet af sig. Ja, nu siges det, at hun stadig går der ude på marken og skriger efter sit barn. Og det er hende vi somme tider hører om natten”. Den frygtelige historie efterfølges af en total stilhed i gruppen.
”Ja, er der andre, der vil med videre, så kunne det være, vi skal bort herfra”, foreslår Maren og begynder at bevæge sig hen mod en lille åbning mellem den ene husvæg og det høje stakit. Maren synger et vers af vægtersangen og leder vej. Vi kommer forbi brandklokken i sprøjtehuset lige ved åen. Maren stopper sin sang, hun peger op på klokken på gavlen og siger, at det høres over hele byen når der bliver ringet med klokken. Hun vender sig om igen og fortsætter sin sang mens hun leder os forbi de parkerede hestevogne, og vi kan høre hestevognens bjælde ringer og lirekassemanden spiller. Vi går videre op Vestergade og ind i Apotekergården. I Apotekerhaven stopper vi op og har ansigtet vendt mod urtehaven. Vi får at vide, at apotekeren har sin egen udendørslampe hængende på gavlen. Han vil ikke betale for, at vægteren skal passe den. Det betyder, at han selv skal tænde for den. Det er også ham selv, som skal huske at slukke for den om natten og lade den være slukket i måneskin. Vi får også at vide, at før man fik gaslamper, sådan som de to lamper vi kan se ved byporten, så brændte man med tran. Mens Maren fortæller, kigger vi i retning af museets tidligere indgangsparti, hvor to gaslamper stikker op bag husene og gløder med et varmt og blødt lys. Vi får fortalt, at det lugter og oser meget intenst, når der brændes med tran. Maren husker en gang, hvor hendes far kom til at hælde hele spanden med tran ned over sig. ”Og selv om min mor skrubbede og skurede ham, ja, så lugtede han nu i flere dage af rådden fisk. Det er jo lavet af afkog på fed, rådden fisk, så det lugter jo noget. Ja, Maren gik nu ikke herind for at fortælle om rådden fisk, hun gik herind, fordi hun har et lille ærinde herinde. Så hvis I lige vil vente her et øjeblik(…)”. Hun smutter hen til et af urtebedene med sin lygte. Da hun kommer tilbage, beder hun en i gruppen om at holde hendes lygte. Hun bruger skæret fra lygten til at lyse på den lille urt, som hun har ”lånt” i Apotekerhaven. ”En gang i mellem er det nu smart med lidt mørke, hvis man nu skal ind og låne lidt. Apotekerfruen herinde, ja hun er så nøjeregnende med sine planter, så det er bedst at komme her i mørket, for da er der mindst chance for, at man støder på hende”. Hun holder urten hen til lyset og viser rødderne frem: ”Ja, det kan være I kender den. Historien siger, at en gang blev djævlen rigtig sur på denne plante, fordi den gjorde så meget godt for os mennesker. Hvis man for eksempel laver et lille afkog og gurgler det i halsen, man må endelig ikke synke det, ja, så tager det din halsbetændelse. Så tog djævlen og drog den lige op med roden – og for at få trolddomskraften ud af den, så tog han et bid af den. Men det lykkedes ham ikke at ødelægge den. Den har stadig denne lille rod tilbage.” Maren holder roden højt op, så flere har muligheden for at se den. ”Men det er nu ikke det, Maren hun skal bruge den til, nej. Den lille rod her nede (…)”, vi kigger på roden som holdes op til lyset fra lygten, ”hvis man tager den og kommer den ned i en lille pose, helst af silke, og lægger den under sin mands hovedpude, ja så render han ikke sådan til andre kvinder og varmer sig om natten. Ja, når man nu har en mand, der er vægter, så er det bedst at være på den sikre side. Det kan være vi skulle gå op igennem her, så apotekerfruen ikke fatter mistanke”.
Det, at publikum er med til at bære lygterne, skaber et engagement i historien. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.
Gruppen følger Maren videre langs med urtebedene. Fremme ved et højt stakit åbner Maren en port, hun leder os igennem porten og videre ind i skolegården. Den sidste lygtebærer bliver bedt om at lukke porten efter os. Maren synger ikke nu, og hun bevæger sig hurtigt. Da gruppen står inde på den lukkede gårdsplads og porten er lukket, fortæller Maren, at her bor skolemesteren. Hun peger op på den gule renæssancegård. ”Skolemesterens kone er blevet så fin på det og hun har fået den idé, at hun vil have lokum indenfor. Hvad skal det nu til for?”, undrer Maren. ”Ja, hun er lidt nærig i det, så hun stiller ikke nogen dram til natmanden, når han skal komme og tømme spanden. Det skal man jo!”, pointerer hun, mens hun kigger undersøgende ud over gruppen, som står og lytter, inden hun fortsætter, ”Ja, det husker I nok, når I skal have jeres lokum tømt, at I lige stiller en dram ud til natmanden”. Flere griner indbyrdes. ”Skolemesterens frue vil ikke have natmanden rendende ind igennem huset. Han skal jo hele vejen udenom, før han kommer til lokummet, og så hænder det jo, når man ikke får sin dram, at man sådan kommer til at ryste lidt ekstra på hånden, idet man bærer spanden hen over gulvet. Ja, det er nu ikke alle steder, det er godt at komme. Købmandsgården, det er en rigtig god gård at komme i, købmanden stiller somme tider tæpper ud, så en kan varme sig lidt en koldvinternat og få en lille snak, før man skal videre. Ja, så holder man jo også lidt ekstra øje med hans hus. Hvis det nu en dag var hans hus, der brændte. Ja, det har skolemesterens frue nu ikke forstået. Det kan være hun skal lære det på den hårde måde”.
”Ja, nu synes jeg vi skal gå op til præsteenken, hun plejer da at være så sød, og somme tider beder hun os indenfor”, foreslår Maren og leder os igennem portrummet og ud på Vestergade. Vi drejer fra Vestergade og går op ad gaden ”Navnløs”, mens Maren synger et nyt vers af vægtersangen. ”Vi gør lige et stop her”, siger hun uden for det langstrakte fynske hus, Eilschous Boliger, som tidligere har huset præsteenker. Lyset er tændt indenfor. ”Her bor Præsteenken med sin datter Christiane. Hvis hun opdager os kan det være, hun beder os indenfor”, siger Maren håbefuldt. Vi står foran indgangsdøren og venter. En ung kvinde kommer til syne i det småternede vindue. Hun holder et lys i en stage med den ene hånd og med den anden hånd holder hun gardinerne til siden, således at hun bedre kan se ud. Da hun kommer ud i døråbningen, spørger hun, om Maren nu er ude på sin runde, hvorefter hun inviterer os indenfor. Christiane har en blå krinolinekjole på, hvilket signalerer en højere status end Marens uldkjole med forklæde. Hun skal til at holde skumring, da vi kommer. Hun synes, at det er så hyggeligt, når man er flere til det. Inden vi går ind, beder Maren om lygterne, som de udvalgte mænd har båret hele vejen. Hun puster omhyggeligt lyset ud, hvorefter hun stiller lygterne på bænken langs husvæggen. Vi træder indenfor, først går vi igennem en lille gang og så ind i stuen, hvor vi inviteres til at sidde ned. Enkelte sætter sig på gulvet foran det ovale stuebord som står med sofa og stole langs væggen, mens andre igen presser sig op ad en væg – for at gøre plads til flere.
Mellem de to vinduer, som vi lige har stået og kigget ind ad, står et bord. Et spejl hænger på væggen over bordet. Vinduerne, spejlet og bordet danner den scene, hvor en dialog mellem Maren og Christiane udspiller sig. Christiane stiller sig foran det ene vindue og er vendt mod os, mens Maren, som står med siden til os, er vendt mod Christiane. Christiane fortæller, at nu, når der er så mange gæster, så skal de da have lysedugen frem. I rummet hersker der en stilhed og koncentration, mens hun trækker en skuffe ud fra bordet. Op fra skuffen tager hun en hvid dug som hun lægger oven på bordet. Med det lys, hun har hentet os med, tænder hun en andet lys, hvorefter hun stiller det på bordet oven på lysedugen. Handlingen har til forsmål at fremhæve, hvordan den hvide dug er med til at øge effekten af lyset. Det levende lys spejler sig endvidere i både spejlet på væggen og i vinduerne, og gruppen synes overvældet af den effektfulde virkning. Stilheden er stadig fyldig i rummet. Det andet lys, det Christiane anvendte som fyrtøj, puster hun forsigtigt ud. Hun holder hånden frem og afskærmer, således at hun forhindrer stearinen i at komme på afveje. Rummet oplyses nu kun af det ene stearinlys, der står oven på lysedugen og spejler sig i spejlet og i vinduerne. Der er skabt en lille intim scene. Maren hvisker: ”Åh, den nydelige lysedug”.
Christiane fortæller, at hun skulle til at holde skumring da vi kom. Hun afslører, at hun ikke ved, hvordan herskabet plejer at bruge denne tid på døgnet, hvor vi kommer fra. Selv husker hun, at hjemme på præstegården, hvor de boede dengang hun voksede op, der var der altid mange mennesker til at holde skumring. ”Når mørket faldt på, sad vi og fortalte historier og lod roen sænke sig. Vi fortalte historier fra dagen der var gået og nyheder fra omegnen og blev sådan holdt opdateret med, hvad der skete. Det hændte nu, at mor og far tog sig en lille lur der i halvmørket”. Maren supplerer: ”Ja, så kan det jo heller ikke ses så tydelig, om man sidder der og slumrer lidt i mørket”. Christiane fortæller, at det hændte nu også, at de sang lidt når de sat rundt bordet og holdt skumring. ”Det kunne jo være, når vi nu er så mange, at vi så skulle tage en lille sang?”, foreslår Maren. ’Dejlig er jorden’ bliver foreslået, og Maren fortæller, at sangen er helt ny, men hvis vi kender den, så er det bare at synge med. Hvis man ikke forstår ordene, kan man jo bare nynne melodien. Christiane kommenterer, ”det kan være de unge har lært den i skolen. Ja, de ældste kender den nok fra kirken, jo”. Maren skynder sig at tilføje, ”ja, nu er det jo ikke en overhøring dette, så dem der ikke kender ordene kan jo bare nynne med – der hvor ordene mangler. Det sker der ikke noget ved”.
Skumringstime i stuen hos præsteenkens datter i Eilschous Boliger. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.
Alle synger ’Dejlig er jorden’ med dens tre vers, sangen efterfølges af en fyldig stilhed. Maren afbryder stilheden ved at fundere over ordene i sangen. ”Ja, en forstår nu ikke det hele, men det lyder nu kønt.” Hun fortsætter: ”Christiane har da været heldig med de lys, de brænder så nydelig”. Hun kan fortælle, at det samme ikke var tilfælde med de sidste lys, som hun og manden Søren købte. ”Vi købte dem nok lidt for billigt. Ham vi købte dem af, var sådan en kratlusker”, afslører hun. Flere griner og Maren fortsætter, ”de spruttede og vægen skulle hele tiden klippes, fordi den kom til at hænge ud over kanten. De har jo nok kommet grankogler i”. Christiane kender til dette fænomen og supplerer: ”Ja, så kan de jo spare lidt på tællelysene. Her op til jul er det jo godt at spare lidt på tællelysene, så man har nogle til det bliver jul”. Maren kommer til at tænke på julen og drejer samtalen over i denne retning: ”Ja, hun har jo tænkt på, at når det bliver jul, så skal hun ud og se ind ad vinduerne hos dem, som har juletræer. Der er nogle, der er så venlige at sætte dem hen foran vinduet, så vi andre også kan få glæde af dem. Skal I have juletræ?”, spørger hun Christiane. Christiane ryster på hovedet og siger lidt stille: ”Nej, det skal vi nok ikke. Vi har ikke råd og mor synes, det er sådan en hedensk skik. Ja, hun selv synes da, de er så nydelige”. Maren er ikke enig i præsteenkens begrundelse og udbryder i en skråsikker tone: ”Ja, nogen hedensk skik – det er det da ikke! Du kender da godt historien om det første juletræ?”. Christiane kender ikke til historien, og Maren begynder at fortælle: ”Ja, hun har selv hørt den til skumring. Det var jo sådan, at …, ja, I kender jo nok historien om det lille Jesubarn, – og lige præcis der, på den allerførste julenat …, der stod der et lille træ lige uden for den stald, hvor Jesubarnet blev født. Pludselig var det som om, det skinnede sådan inde i stalden. Det lille træ undrede sig noget, detvar jo lidt nysgerrigt. Det strakte sig sådan på sin stamme for bedre at se, hvad der skete – med lidt hjælp fra vinden kunne det strække sig lidt ekstra. Derinde så træet en kvinde, der sad og vuggede et lille barn. Det var ikke et helt almindeligt lille barn… for det var… som om barnet … det lyste. Kvinden, som vuggede det lille barn, lagde det i krybben, og der kom det skønneste lys fra vuggen. Det var som om alle dem omkring stod og beundrede det nydelige lys. Pludselig skete der noget. Det var … som om lyset fra stalden kom ud og lyste på træet, og træet sugede lyset til sig. Træet begyndte at vokse og ud fra stammen kom der grene, ud fra grenene kom der kviste og på kvistene kom der små grønne blade, selvom det var midt om vinteren. Jo mere træet så på lyset, jo mere lys fik det. En engel så, hvordan det lille træ sugede lyset til sig. Den fløj op til Vorherre og fortalte, hvad den havde set og Vorherre velsignede træet med grønne blade hele året. Han velsignede træet med frugter, som voksede ud fra grenene. Der stod det lille træ den allerførste juleaften. Det var det allerførste juletræ. Og siden da har træet fået lov til at stå grønt hele året. Det er derfor vi tager det ind juleaften. Frugterne og lysene, ja, dem må vi selv putte på, det kunne ikke blive til, at de sådan skulle hænge der hele året”. Christiane, som har lyttet interesseret til Marens fortælling om det første juletræ, sukker; ”Det var sandelig en dejlig historie. Det er jo også rigtigt, at grantræet står grønt hele året”. Maren foreslår følgende: ”Ja, hvis Christiane fortæller det til Præsteenken, kan det være, at hun ændrer mening og der kommer juletræ i hjemmet til jul. Og så kunne det jo være, at de ville være så venlige at stille det hen ved vinduet, således at vi andre også kan få glæde af det”, tilføjer hun håbefuldt, hvorefter hun kommer i tanke om sin pligt. ”Nå, vi må vidst hellere videre. Klokken skulle nødig gå i slag uden at Maren får sunget sit vers. Ja, Maren er glad for at have fået varmen, det er jo noget koldt derude. Men vi får hellere gå videre. Adjøs”. Både Maren og gruppen takker pænt, inden vi i samlet flok former en slange af mennesker, som snor sig fra stuen og ud igennem det smalle indgangsparti.
Udenfor samler Maren tropperne, hvorefter hun går ud af rollen som Maren. I rollen som museumsformidler takker hun for, at vi har fulgt med på rundvisningen. ”Jeg håber, I har nydt det og at I har fået en fornemmelse af, hvordan det ville have været i 1864 at gå rundt om natten. Så skal I tænke, at det kan ske, I har synes, det har været lidt mørkt. Så skal I huske på, at havde det været en rigtig købstad i 1864, så havde det været endda mørkere. Da havde vi ikke kunnet se den flom af lys, som kommer fra Aarhus by og som skaber genskin i skydækket”. Inden vi forlader området vil hun høre, om der er nogen, som har spørgsmål.
Ingrid Vatne er ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.
————
I forbindelse med Ingrid Vatnes undersøgelse af publikumsoplevelsen omkring Lys i Mørket, lavede Den Gamle By små justeringer i rundvisningen.