Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Levendegørelse: Skolebørn på rækker. Foto: Ingrid Vatne.
Ingrid besøger denne gang Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor man arbejder med aktiveringen af sanser og følelser i levendegørelsen af historien.
De besøgende kan bl.a. se og dufte, hvordan en familie i stenalderen stegte svinekød i det fri, og de kan tale med en flittig gårdskarl fra 1800tallet, der hugger brænde til brug i køkkenet.
Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.
Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4.
Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.
————
5# : Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Danmark
Introduktion til museet
Hjerl Hedes Frilandsmuseum blev grundlagt i 1930 og er et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum med fokus på byggeskik og boligindretning på landet. Museet er placeret i den vestjyske hede nær Vinderup. Museet holder også et særligt fokus på landhåndværk, og har i den forbindelse etableret et kompetencecenter for dansk landhåndværk. Museets grundlægger er direktør for smørhandelsfirmaerne Esmann og Det Sibirske Kompagni og tidligere finansminister Hans Peter Hjerl Hansen (1870-1946). Museet opstod ud fra hans ønske om at bevare de gamle håndværkstraditioner i en tid, hvor industrien fik dominans. Derudover ville han bevare resterne af den kultur, der var forudsætningen for moderne landbrug og derigennem anskueliggøre forbindelsen mellem fortid og nutid (Finn Mygind, 2005, p. 71.).
Beskrivelse af museumsoplevelse
Efter at vi er gået igennem velkomstcentret, kommer vi ind på museumsområdet, hvor vi ser to stærke okser stå fastbundet til nogle pæle på en græsplæne. Okserne har fanget vores opmærksomhed, og vi går hen for at kigge på dem. På græsplænen står allerede et par store børn og deres mor, de klapper den ene okse. Okserne er tydeligvis arbejdsokser. En mand i dragt er ved at fæstne seletøj og en trækvogn til okserne. ”Der sad de da højt oppe”, konstaterer børnenes mor. En dreng i dragt sidder på et sæde på vognen, klar til at køre med dyrene. Da okserne bliver løsnet fra de pæle, som de stod fastbundet til, flytter vi os på sikker afstand, hvorfra vi ser de stærke dyr trække vognen. Lyden af metal, som klinger i kæderne, følger okserne, idet de trækker vognen efter sig hen ad grusvejen. Mens vi står og ser efter okserne, kommer et hold skolebørn i dragter forbi, de er på vej til skole. De går fint på rad og række og forsvinder ind i skolestuen. Vi går videre og kommer ind i et hus med et stort åbent ildsted, en kvinde i dragt passer ilden. I et rum ved siden af tilberedes der mad. Gulvet består af toppede sten og et rundt indmuret vaskefad afslører, at vi befinder os i husets bryggers. I dette rum sidder en kvinde med et strikket sjal omkring overkroppen. På hendes ternede forklæde hviler en stor lertøjsskål med en kanonkugle i, som hun får til at dreje rundt ved at bevæge sine ben. Idet kanonkuglen drejer rundt, knuses de små sennepsfrø, som ligger i bunden af skålen. Jeg spørger kvinden, om hun ikke bliver vildt træt i armene af at dreje skålen rundt på den måde. ”Jeg bruger faktisk slet ikke armene”, forklarer hun. ”Det er benene, som jeg hæver op og ned, som får kuglen til at rulle rundt”. Jeg spørger, om det er noget, hun skal bruge til madlavning her i huset, hvilket hun bekræfter. På køkkenbænken står der to lerskåle med håndtag, hvori der ligger æg i læsket kalk. Hun forklarer, at hvis man lægger æg i en lage af læsket kalk, så trænger kalken ind i æggene, hvilket gør at de kan holde sig rigtig længe. Et halvt rugbrød og en kniv på et skærebræt ligger fremme. En skål med sild sætter prikken over i’et i fortællingen om stedets madtraditioner. En anden af de besøgende spørger om, hvor længe æggene skal ligge, og vi får forklaret, at de skal ligge i en måneds tid. En anden besøgende, som er ankommet efter os, spørger hvad æggene ligger i og får fortalt, at det er læsket kalk.
Kvinde knuser sennepsfrø med en kanonkugle, som ruller rundt ovenpå frøene i bunden af skålen. Foto: Ingrid Vatne.
Kvinden, som passede ilden, da vi ankom til stedet, har nu fundet en sild frem, som hun lægger på et skærebræt. Mens hun skærer hovedet og halen af fisken, forklarer hun, at det er spegesild, som hun nu skal tilberede. ”De er blevet afvandet fra i går til i dag”, forklarer hun, mens hun åbner sildens bug. Derefter vender hun den og begynder at plukke finnerne af. ”Hvor har man fundet dem her ude på heden?”, spørger jeg. ”Jeg kan tænke mig, at det er ude i fjorden et eller andet sted”, svarer hun. ”Så dagens middag på kroen, det er spegesild og øllebrød”, afslører hun. Min far synes, at det lyder lækkert og vil gerne smage på silden. Både han og min mor er vokset op med spegesild og synes det kunne være interessant at smage den, de laver her. Vi får at vide, at museet har fået forbud imod at dele smagsprøver ud til de besøgende, og at de derfor desværre ikke kan tilbyde nogen at smage. ”Lige indtil i går, måtte vi servere for turisterne. De vil jo gerne smage, og de plejer også at smage den sennep vi laver her. Den er jo meget specielt, for den er jo rørt med farin, og det er jo alle tiders”. ”Hvordan modtager turisterne det, at de ikke længere må smage?”, spørger jeg og får forklaret, at de bliver meget kede af, at de ikke må smage. Min far spørger, hvor turisterne kommer fra, og hvordan de får kendskab til Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Han får forklaret, at der er mange danskere, tyskere og hollændere, og at de nok først får kendskab til museet, når de er i området. ”I er ikke i roller?”, spørger jeg de to arbejdende kvinder. ”Nej, ikke specielt”, svarer kvinden med sildene. Men lige så snart, at vi trækker i det gamle tøj, så er vi jo i rollen”, forklarer hun. Kvinden med kanonkuglen går hen til gryderne ved ilden og rører rundt. Der er to gryder. Den ene hænger over en grue med store flammer. Den anden står på et stykke jern og varmer over nogle mindre hidsige gløder. Vi følger efter hende og får at se, hvad der gemmer sig i gryden over gløderne. Kvinden rører rundt i gryden, hvor stykker af rugbrød flyder rundt i sødt øl. ”Så kommer vi flødeskum på, når vi skal spise det”, forklarer hun, ”og så spiser man saltede sild til”.
Inde i et rum ved siden af sidder to kvinder med mørk hovedbeklædning og tilhørende krave omkring hals og skuldre. De knipler på hvert sit underlag, den ene ved et bord og den anden med underlaget i skødet. Vi går hen og ser på de detaljerede blonder som kvinderne tryller frem ved at flytte rundt på spoler med tråd. ”Hvor har du lært det henne?”, spørger jeg den ene kvinde. Jeg får at vide, at kvinden har lært det som barn. ”Er det noget som publikum også kan prøve?”, spørger jeg. Den ældre kvinde, som knipler ved bordet, ser op på mig over brillekanten og smiler. I en nærmest uberørt vestjysk dialekt får jeg forklaret, at de havde en pige i går som fik lov til at prøve. Jeg må også godt, hvis jeg vil, siger hun. Kvinden giver udtryk for, at der ligger meget arbejde i at skulle pille op igen. Derfor er det ikke noget hun skilter med. Jeg tør heller ikke lave kludder i kvindens arbejde, så jeg nøjes med at se på. Hun forklarer, at hun ikke har mere plads i sin kuffert til andet end sin plade med knipling. Derfor er det svært for hende at fragte en ekstra pude med, som publikum kan benytte. Hun fortæller, at hun er på museet som frivillig. Min mor spørger den anden kvinde, hvordan de kan rette op igen, hvis de laver en fejl i deres arbejde. ”Ja, så må vi pille det hele op igen”, lyder svaret. ”Er det svært at pille op igen?”, spørger hun. De to kvinder forklarer i kor, at det faktisk er den samme proces, bare omvendt. På bordet ved siden af den kniplende kone ligger et kræmmerhus med pebernødder. Min søn betragter kræmmerhuset i et stykke tid. Kvinden ser over brillekanten og ned på ham, mens hun smiler. ”Du vil måske smage en pebernød?”. Hun rækker kræmmerhuset ned over bordkanten, og han tager en pebernød. Mens han nyder pebernødden, spørger jeg til, hvem der kunne kniple i gamle dage, om det var alle konerne eller om det var noget særligt for bestemte grupper? ”Ja! også pigerne. Der nede i Sønderjylland”, begynder kvinden og kommer med en beretning. Fortællingen indeholder mange dialektudtryk og ord, og jeg kan kun forstå brudstykker af det, kvinden siger. Jeg bliver stående og lytter, mens jeg forsøger at afkode det, hun siger, men ender med at lytte til hendes tonefald og udtale. Jeg får svar på mit spørgsmål om, hvem der kniplede. Jeg får at vide, at det var knyttet til geografien og mest udbredt i Sønderjylland, hvor impulserne kom sydfra, det vil sige fra Holland og Belgien. Snoren i kvindens briller svinger frem og tilbage under hendes ansigt, mens hun fortæller.
Der kommer flere gæster ind i rummet, så vi takker og går ud igen. Vi går lidt videre og kan høre en banken fra smedjen og går derned. Inde i smedjen står to mænd og laver hestesko. Vi kan ikke komme ind i smedjen, men står og ser ind ad et vindue med hønsenet for. En mand med bowlerhat og smedeforklæde pumper ilt til essen, mens den anden banker på jernet. Vinduet sidder højt oppe, og jeg lægger mit kamera fra mig for at løfte Linus op, så han også får mulighed for at se, hvor lydene kommer fra. Vi ser på, mens jernet bøjes. Derefter fortsætter vi et stykke videre og kommer ned til stenalderbopladsen, som ligger lige ved en sø. Inde bag et hegn går der mennesker rundt i kopier af tøj fra stenalderen. En familie på to voksne og to børn ser ud til at være i gang med noget henne ved etbål. Forældrene og en dreng står omkring bålpladsen i græsset. En anden dreng har været ved vandet for at hente vand, som han nu smider på bålet. Mens jeg ser på dem og undrer mig over, hvad de laver, kravler min søn under hegnet og ind til stenaldermenneskene. Det lykkes mig at kalde ham tilbage, og vi går nærmere ildstedet, men vi holder os på vores side af hegnet. Den voksne kvinde graver asken væk med en skovl. Jeg spørger, hvad de laver. Hun forklarer, at de er ved at gøre klart til at stege kød på bålet. Der kommer nogle sten til syne under asken. Kvinden forklarer, at de har lagt sten ind for at de skal blive varme. Derefter lægger de svinekød, som de har pakket ind i dej og ler, oven på stenene. Dette dækker de til med sten og tørv. Mens vi snakker, henter manden det kød, der skal på stenene. På bare tæer går han hen til bålpladsen og vælter den store klump ned i asken med lersiden opad. Flere museumsgæster står langs hegnet og følger med. Og der bliver fotograferet. Min søn kravler ind under hegnet igen, da jeg får lokket ham tilbage igen, beslutter vi os for at gå videre.
Sivskosproduktion. Foto: Ingrid Vatne.
Lidt længere oppe ad en bakke, men inden for samme indhegning, sidder en anden familie og hakker flint. En mand fortæller nogle museumsgæster om en sten, han holder i hånden. Imens er en kvinde i gang med at klargøre en væv. Hun forklarer, at det er en lille børnevæv, som hun vil have til at fungere lidt bedre. ”Man kender nogle flotte tekstiler fra bronzealderen, men fra bondestenalderen er det mere tvivlsomt, hvad man har vævet,” forklarer kvinden. ”Man mener, at der er fremstillet tekstiler af brændenælde. Om fårene har haft så blød uld, at man har kunnet spinde garn af det, ved man ikke, men i hvert fald i bronzealderen har man jo”, forklarer hun videre. ”Vores vigtigste opgave her er at vise, hvordan det kunne have været. Og samtidig afprøver vi jo nogle teknikker og øver os, og finder ud af hvad, der kan lade sig gøre”. Kvinden forklarer, at de har andre forudsætninger end dem, de havde i bondestenalderen, i og med at de har et andet materialekendskab end de havde dengang. ”Så helt ens bliver det ikke”, pointerer hun. ”Men ved at man kan se forskellige mærker i værktøjer fundet fra stenalderen, kan disse mærker sammenlignes med de spor, som efterlades på de værktøjer, vi selv anvender”, uddyber hun. Kvinden fortæller, at flere af de frivillige, der kommer og levendegør stenalderbopladsen om sommeren er kommet her i rigtig mange år. De har opbygget både udstyr og praktisk viden om, hvordan bopladsen fungerer. Det har givet anledning til at undersøge ting nærmere, og så udvider de deres viden, som de så formidler videre til publikum. ”Det er bare fordi, det er spændende”, smiler hun. Jeg bliver stående og snakker en stund med kvinden, mens mine forældre tager Linus med hen til gederne på den anden side af grusvejen.
Efter stenalderbopladsen går vi hen til møllen. Inde i møllen hører vi lyden af de store hjul, som drejer rundt. Lyden er artificiel og opstår ikke af, at møllehjulet drejer rundt. Men lyden får mig alligevel til at opleve, at der er liv i den gamle mølle. Publikum har kun adgang til dele af møllen, og jeg oplever, at lyden sagtens kunne være kommet fra møllen, fra de steder i møllen, som vi ikke haradgang til. Vi går ud igen og kigger en ekstra gang på hjulet, for at se om det nu alligevel drejer rundt i vandet. Det gør det ikke. Vi får øje på skolestuen og kommer i tanke om, at vi har set skoleklassen komme gående. Vi beslutter os for at gå derhen for at se, om de stadig er derinde. Inde i et klasserum sidder pigerne med tørklæde om hovedet, og et par drenge sidder imellem pigerne. De skriver på deres små tavler, mens lærerinden underviser. Hun er i gang med at skrive de ti bud op på tavlen. Vi er mange besøgende, som presser os frem mod døråbningen for at få klassen at se. ”Det er dansk skole, det her”, siger min far, og en kvinde, som også kigger ind, griner og forklarer ”men det er mange år siden, det her”. ”Det var sånn vi skulle hatt det nå også”, griner han, og kvinden griner også. En jævn strøm af mennesker kommer ind og kikker og går ud igen. Vi går ud og giver plads til de andre.
Tæt på det sted, hvor okserne stod da vi ankom, står nu en bagervogn, som bliver trukket af en hest. Fra bagervognen kan vi købe rosinboller og brød. Den fyldige duft af nybagt brød gør, at vi hurtigt får tegnebogen op af lommen. Vi sikrer os hver en bolle, som vi nyder, inden vi går videre. I præstegården møder vi en kvinde i køkkenet. I lighed med kvinderne på kroen bærer denne kvinde også en dragt med et ternet forklæde omkring livet, hun er ved at rydde op efter dagens produktion. Hun viser nogle skiver æble frem, som hun har tørret i ovnen. På et stort komfur står en Madam Blå-kande, og på væggen bag kvinden hænger en hel kollektion af de blå køkkenredskaber. Musselmalede fade og kopper på køkkenbænken vidner om, at der har været gæster. Hun fortæller, at hun laver mad fra 1800-tallet. Kroen, hvor vi var tidligere på dagen, handler om 1700-tallet og den tids madtraditioner. Således vises madtraditioner fra flere tidsperioder. Rummet er delt op således, at kvinden i køkkenet har et område for sig selv, så publikum ikke kommer ind der hvor hun skal gå frem og tilbage. Fra køkkenet kan vi bevæge os ind igennem stuerne og ud igen i den anden ende, hvor vi kan se køkkenet fra den anden side. Kvinden fortæller, at hun er her som frivillig, fordi hendes børn mente at det kunne være sjovt at deltage. Mens hendes børn er henne i skolen og blive undervist på gammeldags manér, står hun i køkkenet på præstegården og laver mad. En af de andre besøgende fortæller, at hendes pige også er i skolestuen, og de to kvinder får sig en snak. Jeg går igennem stuerne og kommer til køkkenet fra den anden side. To gæster står ved indgangen til køkkenet og spørger, hvem der bor her. Kvinden fortæller, at det er præsten, og at vi kan se hans klæder inde i stuen. ”Hvem er du her på præstegården, så”, spørger han kvinden i køkkenet. Kvinden forklarer, at hun nok ville have været køkkenpige og ikke præstens kone. ”Man skulle i hvert fald være tre piger i køkkenet for at få lavet al maden”, fortsætter hun, ”og de kan ikke have været så store dengang, som det jeg er i dag, det kan jeg da regne ud”. ”Hvad lavede fruen så?”, spørger gæsten, og han får forklaret, at hun nok sad og strikkede, syede og vævede tæpper til børnehjemmet. Jeg får at vide, at da man ikke længere må uddele smagsprøver til de besøgende, bliver der i stedet brugt energi på at skabe dufte, som publikum kan mærke, når de kommerind i køkkenerne. Udenfor kan vi høre gårdskarlen hugge brænde, og vi går ud på pladsen for at se på. ”Hvem er det, der skal have alt det brænde?”, spørger jeg gårdskarlen. Jeg får at vide, at han hugger brænde til pigerne i køkkenet. ”De små stykker skal de have til komfuret, og de store stykker skal de have til den store bageovn, der står i bryggerset”, forklarer han. ”Har I ikke set den store bageovn? Der skal der altså noget brænde til. Vi bagte i går, og vi bagte i tirsdags, og vi har tænkt os at bage på søndag også. I morgen skal vi have vores øl ud af tønden derinde, det glæder vi os til”, siger en anden gårdskarl. ”Vi skal have mere sukker i og lade det gære noget mere, men vi skal smage på det i morgen, og det glæder vi os til”, forklarer han. Vi griner lidt og siger, at det ærgrer os lidt, at vi ikke kan komme tilbage i morgen. ”Ja, det glæder vi os meget til”, tilføjer han. Han viser os præstegårdens bryggeri, den store bagerovn og de mange svalereder, som er helt oppe under loftet.
Vi er gået ind i et andet hus. I værkstedet sidder en ældre mand med et hvidt skæg, som omkranser ansigtet. På hovedet bærer han en blå hue med skygge. Han er ved at lave sivsko. På en hylde under vinduerne står der adskillige par sivsko på en lang række. På hylden nedenunder står en enkelt kurv med låg. Han siger ikke så meget, men arbejder koncentreret med en lang fletning af siv. Jeg får lokket ud af manden, at han har lært sit håndværk i Randers for ti år siden. Sivene høster han ude i søen, fortæller han, mens han snor den lange fletning omkring sålen på skoen. Skoens sidestykke er allerede klar, det ligger på bordet ved siden af ham og venter på at blive syet på den færdige skosål. Vi går videre og vil gerne prøve damplokomotivet inden vi må vende næsen hjem ad igen. Vi går igennem et skovområde, forbi det gamle ishus og kommer ned til Mosebrugsmuseet, som også er en del af Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor stykker af tørv ligger i bunker lige ved grusvejen. Vi går hen til toget og tager plads i en af de forreste vogne. Sort røg kommer op fra lokomotivets pibe, mens vi tøffer langs skinnerne igennem hedelandskabet og hen til Flyndersø, hvor landskabet åbner sig for os. Toget står stille, mens passagererne nyder udsigten over søen og landskabet omkring, hvorefter lokomotivet tøffer tilbage i samme spor.
Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.
I overmorgen bringes det sidste indlæg i denne blogføljeton. Der fortæller Ingrid om hendes besøg på det australske open air museum Flagstaff Hill.