Flagstaff Hill Maritime Village i Australien. Foto: Ingrid Vatne.
Sidste indlæg i blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser foregår i museumsbyen Flagstaff Hill Maritime Village i Australien – et frilandsmuseum, der fokuserer på at formidle det maritime miljø i den historiske udvikling af staten Victoria.
Under besøget oplever Ingrid, hvordan den omkringliggende natur og de teknologiske virkemidler sammen skaber en særlig atmosfære i formidlingen af det maritime miljø.
Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.
Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4, Hjerl Hede – del 5.
Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.
————
#6: Flagstaff Hill Maritime Village, Warrnambool – Victoria, Australien
Introduktion til museet
Flagstaff Hill Maritime Village ligger i kystbyen Warrnambool i staten Victoria, Australien, og museet blev etableret i 1974. Museet er et offentligt lokalmuseum drevet af Warrnambool City Council, opstået som et såkaldt ”Community Lead Project” på baggrund af ønsket om at skabe en turistattraktion og et kulturarvcenter, hvor regionens sociale og maritime kulturarv formidles på en lærerig og underholdende måde. Museet er et hovedmuseum for skibsforlisenes historie og for fremvæksten af maritime byer sidst i 1800-tallet, og museet ønsker at fortælle lokalområdets historie på en måde, hvor den knyttes op til udviklingen af staten Victoria. Museets to fyrtårne er flyttet fra øerne der ligger tæt på museumsområdet. De øvrige bygninger er rekonstruktioner af bygninger fra 1800-tallets maritime byer i staten.
Beskrivelse af museumsoplevelse
Museet ligger på en skråning i landskabet mellem vejen fra Warrnambool mod den smukke kyststribe the Great Ocean Road, og strandzonen, hvorfra man i de kommende måneder kan se hvaler. Museets velkomstcenter som inkluderer en udstillingsbygning og en café. Det udgør, sammen med det bevaringsværdige Lady Bay Lighthouse og to udstillingsbygninger i sort lavasten, stedets højest beliggende bygninger. Herfra er der udsigt ud over den maritime museumsby og man kan se hvordan museet er placeret i forhold til havet. Jeg bliver lukket ind i udstillingsdelen gennem en biograf, som visuelt set minder om et skib. To segl udgør det lærred, hvorpå museet viser en introduktionsvideo og et gangareal former skibets side. Jeg går igennem rummet og kigger på sceneriet. Jeg får at vide, at teknikken ikke virker i øjeblikket. For at komme videre ind i udstillingsbygningen, skal jeg gå langs med ”skibets” rækværk og videre ind igennem en gang, som er udformet som et skibsinteriør, med brede gulvplanker og en smal trappe som fører op til en luge i loftet. Denne lille mellemgang fører ind til et stort og åbent udstillingslokale, hvor genstande, som er fundet efter utallige forlis langs den barske kyst tæt på museet, er udstillet i montre sammen med billeder og tegninger af forskellige skibe, der er gået ned. Citater fra dagbøger er fremhævet både på plancher og i lydinstallationer. Midt i lokalet står en påfugl i stentøj. Den er udført i fuld størrelse og er placeret ovenpå en sten, som også er lavet i stentøj. Påfuglen drejer rundt om sig selv på en stor piedestal inde i en cylinderformet montre. Dens placering i rummet, og det cirkelformede rum omkring den tyder på, at den har en særlig historie. Jeg stiller mig foran den og kigger. Mens jeg undersøger påfuglen med øjnene, kommer en af museets frivillige hen til mig. Han er iført en sort dragt over en hvid skjorte. I hånden holder han sin sorte hat. Han har hørt fra sine kollegaer i receptionen, at jeg er kommet helt fra Danmark for at besøge museet, og han tilbyder at vise mig rundt. Jeg spørger ham om påfuglens historie og får at vide, at fuglen er designet i 1873 af Paul Comolera og brændt ved det berømte Minton Pottery i England. Men fuglens centrale placering i museets udstilling knytter sig snarere an til det faktum, at den har overlevet et af de forlis, som museet har viet en særlig opmærksomhed til; forliset af ”Loch Ard”. Det er netop dette skibsforlis som bliver dramatiseret i aftenens lyd-og lys show, ”Shipswrecked”. På den buede væg omkring klenodiet, ser jeg billeder af flere skibe og deres besætninger. Her står også det antal mennesker, som gik ned med hvert enkelt skib. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvorfor denne historie om ”Loch Ard” er så speciel. Ved dette skib var der ”kun” 52 døde, mens andre forlis var årsag til op imod 400 omkomne. Jeg får at vide, at det er på grund af de to mennesker som overlevede forliset. En af skibets skibsdrenge, Tom Pearce, reddede lady Eva Carmichael fra drukningsdøden, og de to var de eneste overlevende, foruden den store påfugl, som lå forsvarligt pakket ind i en kasse under transporten fra England. Han forklarer videre, at den personlige historie om de to overlevende fremstår som en potentiel kærlighedshistorie, hvor de to ikke får hinanden til sidst og at det er den historie som gør dette skibsforlis til noget særligt. Sammen med Ron, som manden præsenterer sig som, går jeg udenfor.
Aktør i museumsbyen Flagstaff Hill. Foto: Ingrid Vatne.
Den maritime by breder sig nedover landskabet og er forbundet med en vej af sorte lavasten, som snor sig nedover og rundt om den lille sø for enden af museet. Ved kajen ligger der enkelte både. Ron tager mig med op til et af de grå lavastenshuse, som ligger ved foden af Lady Bay Lighthouse, her bliver jeg introduceret til en ny udstilling. Udstillingen er resultatet af en workshop med områdets skolebørn. Bygningen rummer også dele af museets egne udstillinger, og jeg får lov til at prøve nogle tunge dykkersko, hvilket giver mig en fornemmelse af, hvordan det må være at bære en hel dragt lavet af samme materiale. Trappen op i Lady Bay Lighthouse kan kun rumme en person ad gangen. Fra fyrets top er der udsigt over museet og dets geografiske placering i forhold til det buldrende Bass-stræde. Ron udpeger de steder, hvor museets to fyrtårne er hentet fra og han fortæller, at det er de eneste historiske bygninger som er på museet. På den højtravende mast et stykke væk, hænger der nogle flag. Jeg får forklaret, at flagene fortæller, hvornår museet er åbent og lukket. Når museet lukker, skiftes flagene ud, således at de både der sejler langs med kysten kan få besked.
Museets øvrige bygninger er rekonstruktioner og skal visualisere en typisk udvikling i en havneby sidst i 1800-tallet. Vi fortsætter ned ad den snoede lavastensvej og gør enkelte stop ved nogle af bygningerne. Ron fortæller om museets arbejde med skolebørn i området og han viser mig, hvor aftenens show foregår. Efter at have vandret rundt nede i museumsbyen, møder vi Rons kone. Jeg bliver inviteret til te i museets cafe, og vi vender om og går hen til cafeen. Inden jeg går tilbage til fyrvogterboligen, hvor jeg skal overnatte, får jeg informationer om, hvornår jeg skal indfinde mig i receptionen for at følge aftenens lyd- og lysshow i museumsbyen.
Udenfor er det blevet mørkt og klokken nærmer sig syv. De som skal følge showet, indfinder sig efterhånden i museets reception. Til sammen udgør vi en gruppe på ca. 15 personer. En kvindelig guide, som bærer en lanterne i den ene hånd, ankommer til receptionen for at hentet os. Vi følger efter hende ind i museets biograf, og vi sætter os for at se en introduktionsvideo til den historie, som showet handler om. Videoen er bygget op som en dynamisk collage af historiske litografier, skitser og malerier i en dynamisk collage. Ud fra billedcollagen formes der bevægelige dråber, hvori hver af de to personer Eva Carmichael og Tom Pearce, visualiseres i dråberne. De to personer gestaltes i en dramatiseret fortolkning. Jeg kan genkende noget af det, der bliver sagt fra skrifter og fortællinger som jeg har læst og hørt i museets udstillingsområde tidligere på dagen. Dagbogsnotater fra hhv. de to overlevende og fra folk, der var med ombord, skaber en rød tråd igennem den narrative collage.
Det er forliset af Loch Ard, som er omdrejningspunktet for formidlingen. I denne video får vi baggrundsviden om det, at rejse fra Storbritannien til Melbourne i dette barske farvand. Vi bliver introduceret for de farer som truer uden for kysten og, får at vide hvor svært det er for et skib at ramme det 90 km smalle nåleøje, som afstanden mellem Cape Otway og King Island udgør, uden at støde på grund. På skærmen troner billeder af de stejle klippesider som præger ”the Shipswreck Coast” frem. Vi ser billeder fra skibsrejser og hører fortællinger om de kummerlige forhold som herskede ombord på skibene. Et billede af et dødt spædbarn i en kiste brænder sig fast på min nethinde, en stemme fortæller at barnet ikke overlevede de hygiejniske forhold ombord på skibet. Illustrationer af de mange mennesker som er stuvet sammen på de små arealer supplerer de auditive beskrivelser af forskellige menneskers oplevelse af rejseforholdene. Eva Carmichael fortæller om det sidste måltidet om bord på Loch Ard aftenen inden de skulle have ankommet til Melbourne, årets første vinterdag, 1. juni. 1878.
Flagstaff Hill Maritime Village. I baggrunden ses et af museets fyrtårne. Foto: Ingrid Vatne.
Efter ti minutter er filmen slut, og guiden kommer tilbage og tager os med udenfor. Her står en række lanterner, og vi bliver bedt om at tage en hver. Det er mørkt, og man kan tydeligt høre bølgerne fra det hav som lige er blevet omtalt i filmen. Til trods for at vejret er ret pænt slår de kraftigt ind imod Warrnambools kystlinje på trods af, at vejret er ret pænt. Guiden tager os med rundt i byen, vi stopper et par steder, hvorefter vi går videre til et bådhus som ligger ved den lille sø som udgør museets havn. På bådhusets ene væg ses en sort-hvid film, som er projekteret op herpå. Mørket oplyses kun af filmen og lyset fra vores lanterner, vi følger efter guiden ad en sti, som fører os rundt på den anden side af den lille sø. Vi går ind i bådhuset og sætter os på bænkene, hvorefter showet går i gang. Den lange væg som vender ud mod søen, rulles op og byen på den anden side af søen, kommer til syne. Der spilles musik fra højtalere og på samme måde som ved Sovereign Hill, skabes der også her liv i boligerne, det sker ved at vinduerne i bygningerne bliver oplyste både indefra og udefra. Stemmer og klirrende flasker skaber på meget levende vis liv i byen. Der er messe i kirken og fra et hus kalder en kvinde på sit barn, som er ude at lege. Der er lys i vinduerne i byens huse, og man kan høre at folk bor der.
Lyset bliver slukket i byen. Det bliver helt mørkt, og en ro sænker sig ned over byen. Samtidig med at menneskerne går til ro, begynder naturen at vågne til live. Vandkanoner skaber regn udenfor det hus, vi sidder i. Røgkanoner skaber røg langs bygningens sider. Det trækker op til storm. Pludselig kommer skibet Loch Ard, til syne mellem publikum og byen, projekteret op på et vifteformet springvand midt i den lille sø, der adskiller publikum fra byen. Samtidig begynder de bænke vi sidder på, at bevæge sig. Det store skib, som har fronten imod os, gynger dramatisk frem og tilbage, samtidig med at de bænke vi sidder på, gør det. Vandkanonerne laver regn, der kommer tordenskrald fra højtalerne, og vi ser nærbilleder af de dramatiske øjeblikke, hvor Kaptajn Gibb forsøger at få kontrol over sit skib. Kold luft blæser imod publikum. Det er de 15-20 dramatiske minutter fra det øjeblik skibet rammer klipperne ved kysten og til det synker, som her bliver dramatiseret og som vi inviteres til at opleve. Vi ser kaptajnen dreje på det store ror. Idet skibet forsvinder under vand, projekteres et lys vandret henover den røg, der adskiller publikum og det sted hvor skibet tidligere sås. Det horisontale lys former en bevægelse som gør, at min synsvinkel følger med ned under vandet. Her ser jeg menneskerne blive liggende stille og flyde i vandet. Publikums vinkel er placeret lavere end de flydende mennesker, således at vi kigger op imod vandoverfladen. Jeg befinder mig under vandoverfladen. Vandet bevæger sig rolig, hvilket skaber en kontrast til den storm, vi lige har oplevet. Det er en form for stilhed, som man kan genkende fra andre undervandsvisualiseringer. (eks ved forskellige akvarier). Vores blik føres atter op på overfladen, hvor springvandet igen starter og en form for sort-hvid grafisk fremstilling af de omkomnes ansigter, kommer til syne et efter et på springvandsbaggrunden. Et ansigt opløses som ringe i vandet for derefter at forme sig til et nyt ansigt18. De omkomne bliver til minder. Pludselig skifter billedet og vi ser den overlevende passager Lady Eva Carmichael svømme rundt i vandoverfladen. Skibsdrengen Tom Pearce hører hende råbe om hjælp, og han svømmer ud for at redde hende. Filmen ender i et klimaks bygget op omkring den berømte påfugl, the Loch Ard Peacock. Den 1,5 meter høje figur, som til alles store forundring, overlevede havariet til trods for sit skrøbelige materiale, betegnes i dag som det største skibsfund langs Australiens kyst.
I en lang afsluttende scene bygges påfuglen visuelt op således, at de enkelte dele af dens forskellige mønstre visuelt fylder springvandsskærmen. Først ses de grønne øjne på dens fjer. Derefter det spraglede brunlige vingeparti, den blå hals og til sidst dens hoved, med de skarpt optegnede linjer rundt om øjnene. Hovedet drejer rundt som på den piedestal, den står på i udstillingen. Denne seance vises to gange, hvorefter showet slutter. Guiden tager os med videre igennem byen og op til indgangspartiet i museumsbygningen. Her fortæller hun, hvordan det gik med Tom og Eva. Tre måneder efter forliset rejste Eva til England med en dampbåd. Tom drog også tilbage til sit hjemland. Han bosatte sig ikke langt fra hende. Det hører med til historien, at ingen af dem efterfølgende tog kontakt med den anden. Forliset af Loch Ard var blot et af tre forlis, som Tom overlevede. Da showet er slut, låner jeg en af museets lanterner. Den oplyser min vej tilbage til mit værelse.
Lampe på siden af bygning med indbygget højttaler. Derfra udsendes lyden af bl.a. hestevogne og fuglekvidder. Foto: Ingrid Vatne.
Morgenen efter afleverer jeg min lanterne i receptionen og receptionisten fortæller mig, at teknikken igen virker, så jeg har mulighed for at se de film som vises i museets biograf. Jeg bliver igen lukket ind i den bådlignende biograf, hvor jeg sætter mig på en af bænkene. En film vises på de to lærreder formet som sejl. Opbygningsmæssigt ligner filmen den introduktionsvideo, jeg så aftenen forinden. Efter filmen forlader jeg bådens ”dæk” og går ind igennem en lille passage med de brede skibsplanker og en trappe op til loftet. Dørken og det gelænder jeg holder fast i bevæger sig nu, som om det er et skib ude på havet. Det virker rigtig godt og giver mig en fornemmelse af, at jeg rent faktisk befinder mig på åbent hav.
Jeg går hen til påfuglen og kigger på den igen efter at have fået dens historie visualiseret i går aftes. Her mødes al den lyd, som strømmer ud fra de forskellige dele af rummet, det skaber en slags auditiv mødeplads. Jeg tager min audiorecorder frem for at optage lyden. Vi er blot en tre-fire mennesker i lokalet og alligevel er der så meget lyd, at det er svært at koncentrere sig om at læse de plancher, som hænger på væggen. Jeg finder en montre, hvor bestik fra et skibsforlis er udstillet. Bestikket har ligget på havbunden i så lang tid at de forskellige dele er groet sammen til en slags skulptur. Den råhed som skulpturen udtrykker, gør et særligt indtryk på mig. Jeg bliver stående et øjeblik og forestiller mig hele skibet som ligger på bunden af havet blot få kilometer fra det sted hvor jeg nu står. Derefter går jeg ud bygningen og bevæger mig ned ad den snoede ”bluestone” vej der fører igennem den maritime by. En kølig salt brise strømmer fra havet ind over den konstruerede maritime by. Jeg skærper sanserne og kan, på trods af det rigtig gode vejr, atter høre lyden fra bølgerne. Det er en særlig atmosfære over dette museum som skabes af samspillet mellem den omkringliggende natur og museets tematiske omdrejningspunkt. Mågerne der skriger, duften af tjære, og den særlige stilhed som hersker her giver noget særligt til min oplevelse. Der er ikke mange besøgende eller aktører i museets gader. Jeg har fået at vide af museets direktør Peter Abbott, at den oprindelige tanke med museets formidling var, at have dragtklædt museumspersonale. Denne strategi er ændret, og fokus ligger nu på en øget anvendelse af teknologi, til at dramatisere de historiske miljøer. Jeg går ind i en af bygningerne, The Examiner Office, hvor et trykkeri er udstillet. Mens jeg står og ser på de udstillede genstande, hører jeg en hestevogn køre forbi. Lyden overrasker mig, da jeg hverken har set heste eller stalde på stedet, og jeg skynder mig derfor ud på gaden. Men da jeg kommer udenfor ser jeg hverken hest eller vogn. Mens jeg står og ser mig omkring, bliver jeg opmærksom på en fuglekvidren som kommer fra en udendørs lampe. Jeg kigger nærmere på lampen og får øje på en højtaler, hvorfra der kommer forskellige lyde – blandt andet lyden af hestevogn. Jeg går videre ned i byen. Ud fra en anden lampe af samme slags, hører jeg en kvindestemme råbe noget. Jeg kommer forbi smedens hus, hvor der er gang i essen, og der dufter af håndværk fra bygningen, jeg går derind. En ung smed er ved at varme et stykke jern op i sin esse. Omkring ham hænger værktøj og forskellige genstande i smedejern. Han fortæller, at han har fået et kursus i jernsmedning af museet og at han arbejder som frivillig på museet en gang om ugen. De frivillige har delt deres dag op i formiddag- og eftermiddagsintervaller, og smeden er ved at lægge den sidste hånd på dagens smedearbejde, inden han pakker sammen. Udenfor er det nu lyden af bølger som kommer ud fra en lampe placeret tæt på smedjen. Jeg går rundt om den lille sø og bliver opmærksom på, hvordan lyderne er fremtrædende på dette museum. En båd som ligger i vandet pumper kølvand ud fra siden, og der opstår en lyd, idet vandet rammer en stolpe.
Reallyd: Kølvand fra et skib pumpes ud og rammer en stolpe. Foto: Ingrid Vatne.
Jeg går videre rundt om den lille sø, passerer en række fugle, hvorefter jeg kommer til et grønt område neden for Lady Bay Lighthouse, her står to får og græsser. Jeg fortsætter forbi sømandskirken, sejlmageren og de mange sække som ligger på kajen og venter på at blive lastet om bord. Henne ved caféen sætter jeg mig udenfor, jeg drikker en kop kaffe og skriver noter til dagens oplevelser, samtidig med at jeg har udsigt ud over hele den maritime by og en stribe af Bass-strædet. Mens jeg sidder og ser, tænker og noterer, hører jeg en dramatiseret barnestemme som efterfølges af en voksenstemme, som irettesætter barnet. Jeg kan ikke høre, hvor stemmerne kommer fra, men de flyder ligesom kropsløse hen over byen. Det bliver igen stille, og jeg skærper min lyttesans endda mere i håb om at høre flere lyde. Fra mit bord får jeg øje på flere højtalere, som er placeret rundt om i byen. Efter et langt stykke tid med stilhed hører jeg igen børnestemmer. Denne gang lyder det som børn der leger. Heller ikke denne gang lykkes det mig at opfange, hvor stemmerne kommer fra. Jeg bliver siddende længe nok til at høre sekvenserne loope. Ved indgangen til cafeens blondeudsmykkede victorianske altan, som strækker sig langs hele husets væg, hænger der en lampe, der ligner de andre med de indbyggede højtalere. Et par ældre damer kommer op ad bakken, de er på vej mod cafeen. De to damer bliver synligt overraskede, da de hører stemmer fra højtaleren. Stemmerne skal forestille at komme fra et værtshus. Damerne griner lidt og kommenterer det. Et par ældre mennesker, som ser ud til at følges med de to første, stopper også op et øjeblik for at lytte til stemmerne. De taler kort sammen, hvorefter de går ind i cafeen. Ud over de mennesker, som nu befinder sig inde i cafeen, har jeg ikke set særlig mange besøgende på museet i dag. Det er vinter og mandag, og jeg kommer til at tænke på, at det faktisk ikke føles underligt at gå alene på dette museum. Jeg har derimod flere gange tidligere oplevet, at det at gå på et frilandsmuseum alene, skaber en række begrænsninger i formidlingssituationer, fordi jeg ikke har haft min egen sociale ramme med, som jeg har kunnet agere inden for. Grunden er måske, at Flagstaff Hill Maritime Museum ikke synes at lægge vægt på det sociale aspekt i formidlingen, men snarere på det æstetiske. Flere af de lyde jeg opfanger i dag, både dem, der kom fra højtalerne og naturens egne reallyde, opdagede jeg ikke i går, da jeg fulgtes med Ron.
Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater