I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.
Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.
I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.
I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.
Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.
Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.
Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen: