Sådan sikrer vi sporvognens reklameskilte mod vejr og vind
Den Gamle Bys sporvogn fra Aarhus Sporveje har hen over forår og forsommer stået fremme, først i Ryesgade og siden i Den Gamle Bys moderne bykvarter. Sporvognen, der kørte sin sidste tur i 1971, har det dog ikke så godt efter mange år uden vedligeholdelse. Særligt jerndelene og bemalingen har problemer med det skiftende klima, sporvognen har været udsat for.
Inden sporvognen skulle tilbage på magasin, besluttede vi at konservere de udvendige reklameskiltes bemaling, da den flagede voldsomt op, og var i overhængende fare for at skalle helt af.
Det er egentlig ret simpelt af få farven limet fast til underlaget igen. Først kommer vi lim ind bag farveskallen. Siden gør vi farven fleksibel ved at varme den op med et mini-strygejern. Til sidst presser vi forsigtigt farven ned på underlaget, hvor limen sørger for, den sidder fast. Når vi kommer lim ind under farven, bruger vi til tider en pensel, andre gange en sprøjte.
Selv om opgaven synes ret simpel, kan virkeligheden vise sig at blive en anden. Vi lagde ud med at bruge en meget holdbar lim, som er opløst i sprit og acetone. Det gik meget fint på det ene reklameskilt. Da vi begyndte på skiltet på sporvognens anden side, opstod der i midlertid problemer. Der var nemlig malet mange lag farve oven på hinanden, og mindst ét af disse lag kunne ikke tåle opløsningsmidlerne og begyndte at bule op. Der var ikke andet for end at skifte til en “hvid lim”, der er på vandbasis.
Snart efter opstod endnu et problem, vi desværre ikke kunne gøre noget ved. Mange steder var der hulrum inde under det yderste malingslag. De gamle lag maling var skallet af, uden man kunne se det udefra. De steder blev overfladen ret bulet, efter vi havde limet den fast. Flere af vores venlige gæster og kolleger beroligede os med, at det ikke så slemt ud – men vi konservatorer bryder os ikke spor om, at vores arbejde ikke bliver pænt. Så må vi affinde os med, at vi ihvertfald har sikret malingen imod at falde af.