Beamish – The Living Museum of the North. Museets bypark. Kvinder i dragt samles og forbereder demonstration. Foto: Ingrid Vatne.
Anden del af blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser foregår i Storbritannien, hvor Ingrid besøger Beamish – et open air museum, der kredser om livet i det nordøstlige England i perioden omkring den industrielle revolution. Gennem Ingrids beskrivelser får vi en fornemmelse af den levendegørelse, museet benytter for at inddrage publikum i formidlingen af historien.
Blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser består af seks afsnit, hvor Ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.
Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Del 1 – Den Gamle By.
Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.
————
#2: Beamish – The Living Museum of the North
Introduktion til museet
Beamish er etableret i 1970, og er et offentligt regionalt museum i Durham County nær Newcastle i Storbritannien. Museet er et industrikulturens folkelivsmuseum for Nord-England med fokus på Nord Øst England i årene 1825 og 1913. I 1825 var regionen fattig og tyndt befolket. Den industrielle revolution, især udviklingen af jernbaner, fik herefter fart på udviklingen og i 1913 var de tunge industrier i regionen på sit højeste. Grundlæggeren af museet, kemiingeniør Frank Atkinson (f. 1924 ), hentede inspiration fra Maihaugen og Anders Sandvigs vision om at vise en hel landsby som en samlet helhed med bygninger og landskab. Atkinsons vision var dermed at fortælle om folks historie i industrisamfundet, og han flyttede bygningerne fra regionen for at skabe helheder i landskabet som kunne vidne om industriens betydning for lokalsamfundet. Atkinsons efterfølger, litteraten Peter Lewis (f.1938) har også haft stor betydning for museets udvikling. Hvor Atkinsons fokus lå på genstandsniveauet, lå Lewis’ fokus på de historiske mennesker som har boet i de forskellige miljøer.
Beskrivelse af museumsoplevelse
Min mand, vores to små børn og jeg selv ankommer til museet om morgenen som nogle af de første gæster. Museets velkomstcenter ligger som en mur mod parkeringspladsen. Flere busser med skolebørn ankommer lige efter os. På den anden side af velkomstcentret, går der en sti ned til en ringvej, hvor de besøgende kan køre med sporvognen eller veteranbussen fra en del af museet til en anden. Vi kan se på oversigtskortet, at museet er delt ind i små ”øer”, med et kulturlandskab, som forbinder miljøerne. Vejen og de karakteristiske transportmidler fra tiden før 1913, binder stederne sammen i en ring. Længst væk fra velkomstcentret, ligger byen. En enkelt gade med tilhørende gårdsrum, opleves som et udsnit af en større by. Vi vælger at begynde i byen. For at komme derhen må vi køre forbi gården Home Farm, museets kontorer og skoletjeneste samt en jernbanestation. På den ene siden af vejen ligger parken, hvor der er opført et lysthus, som er omkranset af bænke. En gruppe kvinder har samlet sig i parken, de står i mindre grupper. Flere af dem bærer bannere, og de er tydeligvis i gang med at gøre klar til en demonstration. De bevæger sig hen mod porten, som fører fra parken og ud til byens hovedgade, for at demonstrere for kvinders stemmeret.
Vi går ind i parken og tager en runde på stien som går rundt på stien, som går rundt om den grønne græsplæne. Da vi ser ud over hovedgaden, bliver vi opmærksomme på alle de farverige reklameskilte, som præger byens visuelle udtryk. Efter at børnene har løbet rundt på græsset en tid, går vi videre ud i gaden, hvor vi kigger ind ad vinduerne i de mange butikker. Hos købmanden står der en kvinde omme bag disken. Vi går ind. Der er ikke andre gæster end os derinde. Vi står og ser på det, hun har på hylderne. Kvinden læner sig over disken, hvorefter hun kigger ud gennem vinduet og kommenterer kvindernes demonstrationstog, som i samme øjeblik kommer marcherende forbi butiksvinduet. Kvinden bag disken forklarer, at de demonstrerer for stemmeret. Hun ved ikke selv, hvad hun skal mene om den sag. Jeg spørger hende, om hun ikke syntes, at det er en god ting, at kvinder skal have stemmeret? Hun trækker vejret dybt og tænker sig om et kort øjeblik, inden hun svarer, at måske er det godt nok. Hun afslører, at hun ikke rigtig har taget stilling til det. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvornår kvinderne fik stemmeret i England, men er noget usikker på, hvordan jeg skal formulere det. Kvinden går ud af rollen, som den tvivlende kvinde fra 1913, og fortæller, at kvinder i England fik stemmeret i 1928.
Kvinder i dragt demonstrerer for kvinders stemmeret. Foto: Ingrid Vatne.
Min søn har fået øje på slikbutikken på den anden side af gaden, og han er på vej ud af butikken. Vi takker og følger efter. Slikbutikken, som er næste stop, er overfyldt med skolebørn, som skal handle. Inderst i lokalet er der en bolsjefabrik. Den ene af de to mænd, som står bag disken, har lagt bolsjer frem på en vægt, og står nu og fortæller meget insisterende, mens han nævner en række facts. Vanen tro handler det om, at der er bestemte ting, børnene skal lære ved denne ”post”. Blandt andet hører jeg bolsjefabrikanten understrege, hvor varm bolsjemassen skal være. Han siger det højt og tydelig flere gange, således at han er sikker på, at alle har fået det med. Jeg siger til min mand, at der højst sandsynligt står spørgsmål på det hvide stykke papir, som børnene bærer med sig rundt. Skolebørnene står i en tyk rand foran disken, og vi beslutter os for at liste videre efter at vi har købt en plade Cadbury-chokolade, som vi kan nyde på bænken uden for butikken. Mens vi sidder og spiser chokolade og ser på de mange farverige metalskilte, som hænger rundt i gadebilledet, opdager vi nogle smalle smøger, hvor man kan gå ind mellem bygningerne. Vi rejser os fra bænken og går ind en af dem. Inde bag gadens facadebygninger er der bl.a. en vogngård, hvor der står to heste i båse. Jeg bliver noget overrasket, da jeg ser, at der faktisk står heste i båsene. I en af bygningerne, en stor åben hal, sidder en gruppe skoleelever med refleksveste på. De sidder i en cirkel, og en formidler står ved et whiteboard og tegner og forklarer.
Vi er tilbage på hovedgaden igen, og vi går ind til en forhandler af Ford T. En mand i jakkesæt står bag disken. Han forklarer, at han er ejeren af butikken. Han peger på sit tøj og forklarer, at hans tøj er pænt og derved viser, at erhvervet som bilforhandler i 1913 var et lukrativt arbejde. Kunderne, der køber biler på dette tidspunkt, tilhører den rigeste del af befolkningen. Nogle voksne mænd har fundet vejen ind til bilforhandleren. Jeg er den eneste kvinde i butikken, og jeg kan mærke, at dette er et sted for dem, som har veteranbiler som lidenskab. Snakken går mellem mændene i lokalet, og det kræver en indsats for at komme til at høre stedets historie. Efter at have fået lidt at vide, samler vi vores lille søn op, som står og beundrer en motorcykel i butikkens vindue. Udenfor går vi i retning af byparken og til den lange række huse, som kaldes Ravensworth Terrace. Rækken af huse inkluderer både boliger og erhvervslokaler. Det er smalle, toetagers huse, der er ens i grundplan, men udnyttet forskelligt. De er indrettet forskelligt alt efter erhverv og social stand. Her er både en tandlæge og en sagfører. Ved tandlægen er døren til klinikkens værelse taget ud og erstattet med en afspærring. Inden for afspærringen står en kvinde og fortæller om de forskellige instrumenter på instrumentbordet. Uden for afspærringen står en stor gruppe børn, og de følger opmærksomt med i det, kvinden fortæller. På vej ned ad trappen i et af disse boliger, hører jeg en af drengene, som er på vej op, fortælle de andre i sin gruppe, at de folk, som boede i husene, skulle begrænse deres brug af trappen til to gange dagligt. Det var fordi, de skulle spare på tæpperne, forklarer han til sine venner. Selv om selve bydelen ikke er så stor, har vi brugt en del tid her. Der er mange butikker og baggårde, bygninger og gyder at undersøge.
Beamish. Bykvarter. Bus fragter museumsbesøgende rundt på museumsområdet.
Tv: Ravensworth Terrasse. Th: træer fra byparken kommer ud forbi muren.
Foto: Ingrid Vatne.
Det er svært at nå det hele på én dag, og vi har da også reserveret to dage til museet. Dagen efter starter vi i kulminen i minebyen The Colliery Village. Idet vi kommer ind på den del af området, hvor vi kan komme ind i en mine, ser vi tre fyre stå lænet op af husvæggen. Det er tre meget karakteristiske mænd, der står og venter på, at der kommer nogle besøgende som de kan tage med ind i minerne. Den ene mand er lille og spinkel af vækst, han står ved siden af en mand, der er meget høj og rund. Den tredje, som er manden, der bliver vores guide, kan man placere som midt imellem de to andre, hvad angår højde og bredde. De tre mænds udtryk, da de står og venter, oplever jeg særligt autentisk i kraft af deres visuelle fremtoning og den måde de står og venter på at arbejdsdagen starter. Jeg tolker det som om, at de i deres kropssprog afspejler det tidlige 1900-tallets minearbejdere, der venter på at klokken slår, hvorefter arbejdsdagen går i gang. Det synes utænkeligt, at begynde arbejdet før tid. Min mand og jeg diskuterer efterfølgende denne venten, og vi kan enes om, at det skaber en form for indgang til en forståelse af minearbejdernes liv. Selv om de formidler i tredje person, bærer de nærmest minearbejdernes tilværelse i deres måde at agere på. Inden de tager bestik af os, tager de sig god tid til at snakke med hinanden under halvtaget, mens de læner sig op ad væggen. Da vi kommer helt frem og går ind under halvtaget, hvor de står, hilser vi pænt, hvorefter de hilser pænt tilbage. Vi snakker lidt sammen, inden den ene af de tre mænd inviterer os med ind i det hus, hvis væg har fungeret som rygstøtte for de tre fyre. Her starter rundturen. Manden går ind og stiller sig bag ved en disk. På væggen bag ham står der mange lamper. Manden tager en ned fra hylden, og han stiller den på bordet mellem os, mens han begynder at fortælle om lampen. Han fortæller om lampens betydning for sikkerheden og dens arbejdsfunktion.
Derefter demonterer han lampen, mens han forklarer, hvordan den virker i forhold til den luft, der er nede i kulminerne. Inde i minerne kan gassen trænge ind i lampen og få lampen til at eksplodere, hvilket har forårsaget flere mineulykker, heriblandt den ulykke i 1909, hvis historie er formidlet i udstillingslokalet i samme bygning. Dernæst hører vi om, hvordan man har udviklet lampen for at forhindre, at det sker. Vi får en forståelse af den enorme betydning, som kulminerne har haft, både socialt og arbejdsmæssigt i England, under den industrielle revolution. Historien peger ud over hele landet, i kraft af den betydning som minedriften har haft for udvikling i landet, og den zoomer ind på de minearbejdere, som har boet i de små arbejderboliger i disse minebyer. Både min mand og jeg er meget fascineret af guidens fortælling om lampen og dens udvikling. Efter denne introduktion, får vi hvide hjelme på og er nu klar til at følge med ned i minen. Vi tager hver et barn på armen og følger efter guiden. En far med sin søn kommer også med på turen ned i minen, og et ældre ægtepar når også at komme med, inden vi går ind i mørket. Vi følger med ind i en smal lavloftet gang, hvor der bliver gjort to stop. Det første er ikke særlig langt fra indgangen, men det er alligevel mørkt. Vi befinder os ved et lille indhug, som skal illustrere, hvordan minegangene krydser hinanden. I indhugget er der lavet en lille opstilling, hvor de udstillede genstande skal visualisere et af de steder, hvor der blev gravet kul. Det næste stop er længere inde i tunnelen, hvor der er en tilsvarende krydsende minegang. Her bliver vi bedt om at sætte os ned. Guiden fortæller om minearbejdernes hverdag. Pludselig slukker han lampen, og der bliver bælgravende mørkt omkring os. I mørket opstår der en samtale mellem en af de besøgende og guiden. Vores øjne når at vænne sig til mørket, således at vi kan få en forståelse af det reelle mørket, inden lampen atter tændes, hvorefter vi igen bevæger os ud af minerne.
The Colliery Village. Inde i minen. Museets guide holder lygten, og man ser den lange minegang indover i billedet. Foto: Ingrid Vatne.
Området The Colliery Village visualiserer en by, der er vokset frem med minedriften som omdrejningspunkt. Boliger med små køkkenhaver, en skole, et kapel og en lille indhegning med en lille græssende pit-pony er alt sammen knyttet til minedriften på en eller anden måde. Det industrielle byggeri i minebyens udkant fylder meget i det visuelle landskab. Her kan man gå op i tårnet, hvor kullet blev fragtet op fra minerne. På bagsiden af det hus, hvor vi blev oplyst om lampens funktion, er der en udstilling, som fortæller om den store eksplosion i The West Stanley Colliery i 1909, hvor 168 mænd og drenge omkom. Ulykken anses for at være den værste af slagsen i Durhams kulfelter, og havde en dramatisk effekt på hele Stanleys lokalsamfund. Under min samtale med Woolley fik jeg også at vide, at museet sidste år samarbejdede med lokalsamfundet omkring markeringen af hundredeåret for denne ulykke. Ulykken har stadig stor betydning for mange af indbyggerne i Stanley, og samarbejdet har styrket båndene mellem museet og lokalsamfundet. I kapellet, som er i The Colliery Village, annonceres begravelsen af en dreng, som er omkommet i minen, og et hold skolebørn sidder på bænkene og hører en aktør fortælle. Der er helt stille, man hører kun aktørens stemme, som giver genklang i bygningen. Børnene følger med i, hvad hun har at fortælle. Vi går ud igen og ind i den lange række arbejderboliger, som ligger mellem de små køkkenhaver på forsiden, som vender ud mod minebyens hovedgade og de mange og forskellige skure på husets bagside. Skurene er bygget af materialer som lå en for hånden, blandt andet er farverige reklameskilte benyttet som bygningsmateriale til de små skure, som ligner små værksteder. Vi bliver stående og betragte dem, og kan ikke lade være med, at synes godt om dem. Inde i et af husene, sidder en kvinde ved et bord og arbejder på et knudetæppe. Mens hun trykker små strimler af stof ned i et underlag, således at strimlen sidder fast, fortæller kvinden, at dette var kvindens arbejde, mens manden og sønnerne var i minen. I rummet omkring hende, kan man se de mange håndlavede knudetæpper, både på gulvet, i stolene og som puder. I et af nabohusene står en mand og en kvinde og bager kage. Selv i disse små boliger, dominerer ildstedets karakteristiske sorte front, som visualiserer ildstedets mange funktioner. Den åbne ild formidler køkkenets bageovn, nogle strygejern er ved at blive varmet op på en hylde over ilden. Der er også plads til at hænge et par håndklæder til tørre. For enden af det lange rækkehus med arbejderboliger står en græssende pit-pony. Vi hænger over hegnet og forsøger at påkalde os dens opmærksomhed, da en af de tre ”minearbejdere”, som vi stiftede bekendtskab med om morgenen, kommer forbi. Han tager huen af og hilser pænt på os. Han ser ud til at huske os, og han kommer hen til os. Han kan fortælle, at den lille hest er den type, som blev benyttet i minerne.
Herfra bevæger vi os tilbage til området, som huser de industribygninger, hvor kullet blev hejset op fra minerne. En sti fører os fra industriområdet, ind igennem en lille skov og ud på ringvejen, hvor man skal passe på ikke at komme i vejen for veterankøretøjerne, som kommer kørende i vejens venstre side. På en høj ovre på den anden side af vejen, ligger Pockerly Manor, en stor flot ejendom med to boliger, prydhave samt levende dyr i staldene. Ved Pockerly er der også en jernbane, en wagonway. Det kul-kørende tog bliver ført af en fyrbøder, som er helt sort i hovedet og på tøjet. Vi sætter os i et af togets vogne. Der bliver blæst i hornet, og den sorte røg stiger op fra skorstenen, hvorefter toget begynder at bevæge sig. Fra toget kan vi se hen over det georgianske landskab og hen til Pockerly Manor. Tre gartnere ordner markerne neden for husets prydhave. Jernbanetoget kører frem og tilbage ad samme spor. Hovedbygningen Pockerly Manor består af to boliger, og for at komme op i husets ældste del skal man gå op af en small trappe. Derfra kommer man direkte ind i et alrum med kogemuligheder. Her møder jeg en kvinde i dragt, som sidder ned. Jeg genkender hende fra vores korte besøg på Home Farm dagen før. Hun fortæller, hvordan denne del af huset har været beboet. I dette lille rum som vi befinder os i, forklarer hun, blev der både sovet, spist, badet og meget andet. I den nyere del af huset, som er den største del, er disse funktioner fordelt på flere rum. Et stort køkken og en spisestue fylder det meste af stueetagen, mens sovekammeret er placeret på første sal. I køkkenet sidder en mand i dragt og er i fuld gang med at fortælle en stor flok besøgende om livet på gården. I gårdhusene er der levende dyr, som vi også så det på Home Farm. En tjenestepige kommer gående. Hun går hen til en af de små griseunger og klapper den, før hun løber videre med sit spand. Vi forlader Pockerly og går ad stien som fører til byen. I byen får vi lidt at spise, inden vi følger et af museets mange køretøjer tilbage til velkomstcentret.
Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.