Dagen efter det for alvor var ved at gå galt var politipatruljerne tidligt på gaden. Politiet skulle ikke risikere noget og patruljerede derfor især ved de gader, der i dagene forinden havde været særligt plaget af opløb. Allerede før vagtskiftet med natholdet var morgenpatruljen ude og sikre, at der var ro i gaderne.
Det var tydeligt, at politiet ikke ville risikere noget og allerhelst så, at de kunne stoppe opløbene inden de overhovedet begyndte.
En anmodning til bykommandanten
I et forsøg på netop dette tog politimester Ejnar Hoeck kontakt til bykommandanten Major Kruse. Gårsdagens mange anholdelser og optøjer var problematiske, men yderligere besværet blev situationen af de tyske soldaters ageren.
Hoeck havde ved selvsyn observeret, hvordan en tysk motorpatrulje provokerede ved sin optræden, idet den pludselig uden grund standsede op for at gøre klar til skydning, hvorved folk flygtede ind i opgange og porte, kun for at komme til stede, da patruljen atter kørte afsted.
Politimesteren henvendte sig derfor til Major Kruse og henstillede indtrængende til ham, at lade de tyske patruljer vise sig så lidt som muligt og udvise tilbageholdenhed. Alternativt, indskærpede Hoeck, ville han trække politiet bort fra gaderne og lade lovløsheden råde.
Dette stillede selvsagt bykommandanten i en besværlig position. På den ene side var det i tyskernes interesse, at der herskede ro og orden i gaderne. Skulle de selv opretholde den ville det uden tvivl ende mere voldeligt, end hvis politiet tog sig af optøjerne. Omvendt var det ufordelagtigt for majoren, at lade værnemagten fremstå svag i en sådan forhandlingssituation, ikke mindst overfor sine overordnede, herunder General von Hanneken, der måske endda kunne anse det som landsforræderi at værnemagten skulle lade sig diktere af politiet under de givne omstændigheder.
Major Kruse var for Hoeck heldigvis en pragmatisk mand og havde i øvrigt et ganske udmærket forhold med de forskellige ledende instanser i byen. Han ønskede først og fremmest, at der var ro på gemytterne, og at Aarhus for så vidt muligt var et fredeligt sted, hvor de tyske soldater kunne være i fred og ro.
Han meddelte derfor politimesteren, at han ville efterkomme hans ønske, og at han i øvrigt allerede dagen forinden havde instrueret soldaterne lignende. Langt hen ad dagen skulle der af samme årsag også være forholdsvis roligt fra de tyske soldaters side af.
– Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. Besættelsesmuseet.
Hærværk er også et protestmiddel
Desto mere blev politiet overrasket da der op ad morgenen var et større opløb ved Produktionsforeningens Brødfabrik i Studsgade. Her var der samlet en del mennesker i anledning af, at der fra fabrikken blev udleveret brød.
Samtidig med optøjerne ved brødfabrikken begyndte en regulær hærværksaktion. På Vestergade, Volden og fiskerihavnen fik en række butikker ruderne knust. Det skulle tage politiet to timer at få skabt sig et overblik og få ro på gemytterne. Nok var der ro fra tysk side af, men det havde ikke stoppet civilbefolkningen.
– Optøjer i forbindelse med augustoprørene på Banegårdspladsen. Besættelsesmuseet.
Det største antal af anholdelser hidtil
Politiet var imidlertid ved at være rutinerede ud i at opløse opløbene. Da der kl.15:20 var samlet et større opløb ved lokomotivremisen på Sonnesgade gjorde politiet kort proces. På gaden var der samlet mellem 400 og 500 personer, mens der foran indgangen til remisen stod 45 mænd.
Politiet kom til stedet i deres patruljevogne og steg ud. Da folkemængden blev opmærksomme på politiet, gjorde de pludselig front mod betjentene, der var i voldsomt undertal, og stormede hen mod dem. Den ledende overbetjent gjorde det eneste han kunne og bad alle trække deres stave og slå løs på folkemængden.
Om det var regnen af slag der faldt over dem der deltog i opløbet eller en anden faktor der var udslagsgivende, er uvist, men i løbet af 25 minutter vendte betjentene tilbage til politistationen. Med sig bragte de alle 45 mænd, der havde stået ved indgangen til Lokomotivremisen. Det var det største antal anholdte på en gang i augustdagene, fire mere end det samlede antal fra dagen før.
Efterdønninger fra gårsdagens begivenheder
Gårsdagens begivenheder ved Høegh Guldbergsgades kaserne havde enten sat dybere spor i de tyske soldater end først antaget, eller også brugte de tyske officerer anledningen til at vise deres magt.
Kl. 20:15 blev der meddelt til politistationen, at der var forsamlet et større opløb ude foran kasernen. De samme betjente, der havde måtte trække stavene mod civilbefolkningen for blot fem tider siden, måtte atter afsted.
Da de ankom, blev de mødt af ganske få mennesker der stod i deres gadedøre. Der havde tilsyneladende ikke været skyggen af et opløb. En tysk løjtnant henvendte sig til betjentene og anmodede om, at alle vinduer i huskarreen, hvorfra der aftenen forinden var blevet affyret skud mod kasernen skulle lukkes, ligesom mørklægningsgardinerne i lejlighederne skulle trækkes ned til trods for at der ikke var lys i lejlighederne. Løjtnanten blev gjort bekendt med, at det ikke var befalet i Danmark at mørklægge vinduer, hvor der ikke var lys, hvortil han svarede at han hermed befalede det.
Politiet efterkom hans anmodning og samtlige vinduer blev lukket og mørklagt. Samtidig havde tyskerne opsat flere maskingeværsreder i de omkringliggende gader. Skulle der ske noget, ville de kunne besvare ilden øjeblikkeligt. Politiet kunne imidlertid være tilfredse med, at værnemagten faktisk efterkom Major Kruses befaling og ikke aktivt opsøgte konflikten med tæskehold og lignende som dagene forinden.
– Tysk cykelpatrulje. Det var ulovligt at fotografere tyske soldater, og det forekommer, at fotografen forsøger at skjule sin handling. Besættelsesmuseet.
Det skulle jo ske
Der var lys at spore for enden af tunnelen. En dag uden skud og større sammenstød mellem civilbefolkningen og de tyske soldater var snart slut. Kl.21.20 modtog politistationen desværre det telefonopkald de mok mindst af alt havde håbet på.
På hjørnet af Gerlachsgade og Trepkasgade var der blevet skudt på et par unge mænd. Politiet hastede til stedet, men fandt hverken opløb eller medlemmer af den tyske værnemagt. De to unge mænd blev kørt til behandling på kommunehospitalet.
Politiet var på bar bund indtil de på stedet blev oplyst, at yderligere en var blevet ramt af skud. Det drejede sig om en ung kvinde på 19 år, der havde fået et skudsår i hovedet, men straks herefter, formodentlig i chok, havde begivet sig hjem.
– Bevæbnet tysk soldat visiterer civil dansk mand under augustoprørene. Besættelsesmuseet.
Betjentene henvendte sig straks i hjemmet, hvor de traf den tilskadekomne. De bad hende følge med til stationen, hvorfra hun blev bragt til kommunehospitalet for at få foretaget en røntgenfotografering.
Her forklarede den unge kvinde, at en tysk patrulje var kommet kørende. Idet den passerede Gerlachsgade, åbnede den ild ned ad gaden, hvorved hun blev ramt. Der havde ikke været sammenstimlen eller nogen som helst provokation mod værnemagten og episoden var præcis den slags både politimester Hoeck og Bykommandant Major Kruse ville undgå.
Atter afmønstring på stationen
Betjentene vendte kort over midnat tilbage til politistationen og kunne se tilbage på en dag, der havde budt på lidt af hvert. Politimesterens anmodning havde langt hen ad vejen båret frugt, men Kruses befaling var i sidste ende ikke nok og sagesløse civile var atter tæt på at miste livet til tysk geværild.
I morgen kan du læse sidste indlæg i serien om augustoprørene i Aarhus, hvor vi for denne gang afrunder den måned der var med til at ændre besættelsens karakter fuldstændig.