Banneret med dukken i lænke var en af de spændende ting, vi fik under den 25 dage lange lærerlockout i april sidste år. Sammen med få andre ting og et større antal fotografier dokumenterer det den aarhusianske side af konflikten.
Lockouten (1.-26. april 2013) af lærerne blev en langtrukken affære, som fik stor bevågenhed i offentligheden. På den ene side stod lærerne overfor KL. På den anden side stod børn, forældre, bedsteforældre, arbejdsgivere og attraktioner i Aarhus, der alle gjorde en ihærdig indsats for at få hverdagen til at hænge sammen for børn og forældre.
Med en efterlysning på Den Gamle Bys Facebook side og i et indlæg i Stiften satte vi os for at indsamle billeder af, hvordan lockouten blev oplevet i Aarhus. Ikke bare på konfliktniveauet med de lockoutede læreres aktioner, men også hvordan hverdagen udspillede sig for børn, forældre, bedsteforældre og kolleger på skolen, der var uden for lockouten.
Det var især lærere, der henvendte sig med billeder, der kunne vise deres kamp. Banneret med en lærer i lænke er bare en af fortolkningerne af, hvad lærene kunne vente sig med udspillet fra KL om, at loftet med maksimalt 25 undervisningstimer skulle gives frit, og fordelingen af undervisnings- og forberedelsestimer i stedet varetages af skolelederen.
Få hverdagen til at hænge sammen
Det blev et puslespil for mange forældre at få passet og aktiveret deres børn i de 25 dage konflikten varede. Ferie, -fridage blev brugt, bedsteforældre hidkaldt og mange arbejdspladser åbnede for, at børn kunne komme med på arbejde. Også i Den Gamle By havde vi en hel del unge hjælpere, mens konflikten stod på. I biografen Øst for Paradis arrangeredes LOCKOUT-bio. For en 20er var der film og klippe-klistre.
“For at sikre den rette stemning, blev der serveret frugt og farvet saftevand. Der blev arbejdet koncentreret samtidig med at der blev hygget.” , skrev Anette Holm, som er mor til en pige i 7.c. (nu 8.c.) på Rosenvangskolen. Forældrene havde arrangeret hjemmeundervisning af klassens piger i de to sidste uger af konflikten. Dansk, idræt, natur & teknik, engelsk og matematik var på programmet men også hyggeligt samvær.
Regeringen bryder ind
Den 25. april 2014 var konfliktens sidste dag. Forhandlingerne var brudt sammen 25 dage tidligere mellem Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening. De kunne ikke nå til enighed, og regeringen brød ind med et lovindgreb. Det har virkning fra august 2014. Det betyder blandt andet, at skolederen nu kan tilrettelægge lærernes arbejdstid. Tidligere var der loft over forholdet mellem undervisningstimer og forberedelsestimer.
Indsamlingen en succes
Vi fik over 200 billeder ind og knap 10 henvendelser. Det kunne have været mere omfattende, men vi er tilfredse. En stor tak til alle bidragsydere. Vi har fået materiale, der viser aarhusianeres side af konflikten, både fra lærere – lockoutet og ikke lockoutet – forældre og børn. Materialet adskiller sig fra det medierne tog fat i, ved at gå mere bag facaden og fortælle om, hvad konflikten betød i dagligdagen.
Vi gør det derfor gerne igen!
Den Gamle By har ansvar for Aarhus´ historie helt op til i dag. Dokumentation af samtiden er derfor central. Skulle du sidde med billeder fra konflikten sidste år, er vi fortsat interesserede i at modtage dine billeder og minder om de knap fire ugers konflikt. Billederne kan sendes til E-mail: foto@dengamleby.dk
Det med småt: Sender du et billede til os overdrages rettighederne til Den Gamle By, som frit kan bruge det i museets formidling.