Den Gamle By er en spændende og pulserende arbejdsplads i smukke rammer centralt placeret i Aarhus. To dage er sjældent ens og vi arbejder alle dedikeret på at give vores gæster en indholdsrig og mindeværdig oplevelse.
Vores restaurationsafdeling Mad og Drikke søger ihærdige og ansvarsbevidste medarbejdere til selskabsservering, herunder opdækning, klargøring, afvikling og oprydning.
Restaurant Gæstgivergården danner rammen over den daglige a la carte servering, herunder også selskaber. Derudover afholdes mange forskellige typer arrangementer og selskaber, i flere forskellige lokaler med hver sit udtryk fordelt rundt i Den Gamle By. Vi lægger stor vægt på, at vores medarbejdere i Mad og Drikke er serviceminded, stabile og engagerede og dermed har lyst til at give vores gæster en god oplevelse.
Jobbet er meget fleksibelt og kan fx besættes af dig, hvis du er studerende, har sabbatår, er selvstændig eller på deltid og gerne vil have et fleksibelt arbejde ved siden af.
Vores forventninger til dig
- Du er allround serviceminded. Med allround mener vi, at du med et smil servicerer gæstens mad og drikke behov, ligesom du nyder at fungere som en slags museumsvært – du påtager dig gerne værtsrollen og har lyst til at tale med gæsterne om museet - eksempelvis det lokale I befinder jer i.
- Du har lyst til at tilegne dig viden om både maden og museet.
- Du trives med at tage ansvar når du er på arbejde og har det godt med både at arbejde alene og i et team.
- Du bliver en del af et stort team, som arbejder fra forskellige madsteder og -boder på museets område. Derfor er det vigtigt, at du er klar til at skifte funktion i løbet af dagen afhængigt af, hvor det aktuelle behov er.
- Du kan lide at være opsøgende og tale med museets gæster.
- Du kan arbejde 10 timer eller mere om ugen inden for tidsrummet 09.00-00.00 herunder også i weekender.
- Du har en god fysik, så du kan både gå og stå op det meste af dagen, ligesom du kan hjælpe med at løfte varer frem og tilbage.
Ansøgning og vilkår
Du bedes sende en kortfattet, motiveret ansøgning med dit CV samlet i ét pdf-dokument til: job@dengamleby.dk. Send din ansøgning snarest muligt og senest den 1. oktober 2023, mærket ”Selskabstjener” i emnefeltet. Vi holder løbende samtaler. Oplæring og opstart vil finde sted i oktober.
Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af omkring en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv mere end halvdelen af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 200 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper. Læs mere her: www.dengamleby.dk.