Åbner igen 10:00
Køb billet

Projektansat skrædder søges til Den Gamle By

Da lederen af vores skræddersal i en periode skal arbejde på projekter internt i Den Gamle By, søger vi en projektansat skrædder med speciale i konstruktion til at varetage en del af hendes skrædderopgaver i det daglige. Så kan du lide at være med dér, hvor håndværk, kvalitet og faglig stolthed møder historien og bliver levende? Så er en projektansættelse som skrædder på Skræddersalen i Den Gamle By måske noget for dig.

Skræddersalen er en del af Den Gamle Bys afdeling Samling, Viden & Formidling. Du bliver en del af et lille, men stærkt hold bestående af en skræddersalsleder, to skræddere og en skrædderelev. Museet er en inspirerende og pulserende arbejdsplads i smukke rammer, centralt placeret i Aarhus.

Aldrig to ens dage
Overordnet set arbejder Den Gamle By med formidling og levendegørelse af historien i historisk autentiske rammer. Du skal derfor have god sans og interesse for, hvad det betyder for dit fag og dit arbejde.

Omdrejningspunktet for Skræddersalen er vedligeholdelse, reproduktion og udvikling af dragter til vores formidlende aktører og undervisningsteam. Arbejdet på skræddersalen indebærer både konstruktion, graduering, tilretning og vil indeholde mange forskellige sytekniske færdigheder – både i hånden og på maskine.

På skræddersalen arbejder vi med dragter fra vugge til grav og beklædningsgenstandenes levetid forlænges med dygtig og kløgtig vedligeholdelse.

Vi varetager også mange andre opgaver relateret til faget, herunder vask og vedligehold af dragter og andet tekstil, samt kontakt til kollegaer fra forskellige afdelinger fylder meget i hverdagen.

På Skræddersalen har vi stor respekt for hinandens forskellige kompetencer, færdigheder og baggrund, og vi sætter en ære i at have det rart sammen mens vi løser de mange forskellige opgaver både individuelt og i samarbejde med hinanden.  

Dine kompetencer

  • Du er uddannet skrædder og brænder for dit håndværk
  • Du har minimum 10 års erfaring som skrædder fra lignende stillinger i fx teaterbranchen og har erfaring med både herre- og dameskrædderi.
  • Du mestrer konstruktionsdisciplinen til fingerspidserne og er fagligt ærekær
  • Du er energisk og løsningsorienteret og din nysgerrighed holder dig engageret – også når du møder nye udfordringer
  • Du arbejder godt både selvstændigt og som en del af et dynamisk samarbejde – både i afdelingen og på tværs af museets andre afdelinger
  • Du er historisk interesseret og har mod på at dykke ned i beklædningshåndværkets historie for at sikre at alle vores dragter er historisk korrekte
  • Du trives også med mere rutinepræget og lavpraktisk arbejde som fx vask og vedligehold  

Vi tilbyder
Som skrædder i Den Gamle By får du en unik mulighed for at gå helt ned i de mest nørdede detaljer og sætte dig ind i sytekniske færdigheder fra forskellige tidsperioder.

Derudover kommer du til at arbejde med ét af Danmarks største brands sammen med mennesker, som på alle niveauer brænder for deres job. Mere end en halv million gæster besøger årligt Den Gamle By, så vores fælles arbejdsindsats bliver set og værdsat af rigtig mange mennesker. Og så mener vi i al beskedenhed, at Den Gamle By er én af Danmarks smukkeste arbejdspladser.  

Spørgsmål
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Skræddersalsleder Malene Vestergaard Redder på e-mail: mvre@dengamleby.dk.  

Ansøgning og vilkår
Stillingen er en projektansættelse på 1 år og er normeret til 37 timer om ugen. Du må forvente arrangementer, der kræver arbejdsdage i weekenden og på helligdage.

Ønsket opstart 1. april 2025.

Ansøgning og CV skal være Den Gamle By i hænde senest torsdag 20. februar kl. 12. Ansættelsessamtaler afholdes 27. februar.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex. Du kan ansøge via linket her:

Projektansat skrædder | Jobannonce | Jobindex

Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af over en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv hovedparten af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har ca. 225 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper.