Dansk Plakatmuseum
På eventyr med turistplakaten
Fra 8. februar 2025
H.C. Andersen var en ivrig turist og i sine erindringer skrev han sentensen ”At rejse er at leve”. I dag bliver ordene brugt så ofte, at de nærmest er blevet en kliché. På trods af det slår de ned på det centrale ved turismen, nemlig rejselysten. Det er blevet udgangspunktet for Dansk Plakatmuseums særudstilling om turistplakater ”Lystrejser. På eventyr med turistplakaten”.
Udstillingen er et festfyrværkeri af plakater fra perioden mellem 1896 og 2023. I 151 plakater primært fra Danmark, men også fra resten af verden, fortæller udstillingen om turismens historie og udvikling.
En farveeksplosion fra plakatens guldalder
Publikum vil opleve en farveeksplosion, når de træder ind i udstillingslokalet, som viser den ene plakat-perle efter den anden. En stor del stammer fra den periode, som kaldes plakatens guldalder fra omkring 1920 til 1950´erne og de ligger på et meget højt niveau med deres grafisk fantasifulde og veludførte streg.
Plakaterne gør hvad de skal og lever op til det formål de er skabt med, nemlig at fange vores opmærksomhed og få os til at kigge, men også til at drømme og længes efter nye oplevelser.
Den negative side af rejseaktiviteten
Med den voksende turisme er der nu kommet fokus på den negative side af rejseaktiviteten. Den har både store miljømæssige konsekvenser og den slider på de populære rejsesteders autenticitet. Flere og flere protesterer og demonstrerer mod den nedslidning og ødelæggelse, som masseturismen fører med sig.
Rejselysten er der stadig, men rejseglæden er blevet iblandet en dårlig samvittighed. Det er ikke noget, man kan mærke på turistplakaterne, men det bliver alligevel uundgåeligt en del af fortællingen om turismen, der skaber grundlag for en øget reflektion, når man oplever de entydigt begejstrede turistplakater. Udstillingen ”Lystrejser” har således mange lag at byde på både æstetisk og med hensyn til overvejelser omkring vores fælles ansvar.