Enkelthed og fokus på turismen
Harald Borges var uddannet typograf og gik siden på tegneskole i København. Da han var 60 år gammel åbnede han sit eget reklamebureau. Som en virksom og foretagsom mand i Aarhus var han med til at starte Aarhus Festuge, ligesom byens turisme lå ham meget på sinde. Han er dog først og fremmest kendt for sine mange kunstneriske fortolkninger af Aarhus.
I tråd med sine personlige interesser udfoldede han sig i plakaten især omkring turismen. Reklameplakaten fra Aarhus, som viser Den Gamle By, er et eksempel på dette. Plakaten er dog en tilsnigelse, idet man i det dybe perspektiv kan se byens rådhustårn og hvor meget man end anstrenger sig, kan det nu engang ikke lade sig gøre fra Den Gamle By.
Harald Borges plakater er kendetegnet ved en tydelig og enkel streg og en afdæmpet farveholdning.
Harald Borges levede i perioden: 09.04.1902 – 09.02.1991.