Stemningsfulde plakater
Egentlig var Des Asmussen døbt Andreas Christian Eduard Asmussen, men de mange navne blev erstattet at det korte og fyndige Des.
Des Asmussen blev uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København 1931-34 og begynder umiddelbart derefter at arbejde som bladtegner. Hans fornemmeste indsats ligger inden for bogillustrationen, men han markerer sig også i talrige tegninger og karikaturer til magasiner, aviser og satiriske skrifter, som f.eks. Blæksprutten, Hudibras og Svikmøllen.
Hans største styrke var iagttagelsesevnen og en lynhurtig pen, der fangede øjeblikkets situation og stemning. Han var med andre ord reportagetegner.
Skønt plakaten således ikke var hans primære medie, har Des Asmussen alligevel formået at skabe en række plakater, som også i eftertiden har vist sig levedygtige og virkningsfulde.
Des Asmussen levede i perioden: 17.07.1913 – 24.05.2004.