Farverige og runde menneske- og dyreskikkelser skildres i Wiinblads plakatkunst
Oprindeligt blev Bjørn Wiinblad uddannet typograf efter sin fars ønske, men det blev dog aldrig den vej, Wiinblad gik. I stedet blev han optaget på Kunstakademiets grafiske linje og debuterede med en udstilling i 1945. Året efter blev han tilknyttet Nymølle Fajancefabrik og sidenhen producerede han en lang række pynte- og brugsgenstande bl.a. gennem det tyske Rosenthal og danske Rosendahl. Han favnede både masseproduktionen og unikaarbejderne.
I 1966 erhvervede Wiinblad Det Blå Hus i Lyngby, hvor han levede og arbejdede frem til sin død. Bjørn Wiinblad udførte plakater indenfor stort set alle emner, dog er der en overvægt af plakater for teater og musik. Hans stil er sprudlende, glad, fantasifuld og eventyrlig. Plakaterne er befolket af farverige og runde menneske- og dyreskikkelser.
Foto af Erling Mandelmann
Bjørn Wiinblad levede i perioden: 20.09.1918 – 08.06.2006.