Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Kitt Boding-Jensen er ny vicedirektør i Den Gamle By

01.10.2024

Ny vicedirektør i Den Gamle By


Tirsdag 1. oktober tiltrådte Kitt Boding-Jensen stillingen som vicedirektør i Den Gamle By.

Kitt har været tilknyttet Den Gamle By siden 2012. Først som projektansat leder af museets billedarkiv for lokalhistoriske billeder og fra 2015 som museumsinspektør. Hun har blandt andet bidraget til bogserien ”Aarhus i årtier”, ligesom hun var en central medarbejder i opbygningen af den 800 kvadratmeter store udstilling Aarhus Fortæller, som findes under Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Kitt er uddannet i Europæisk Etnologi ved Københavns Universitet i 2007, og har blandt andet arbejdet ved Nationalmuseet, Forstadsmuseet, Københavns Bymuseum (i dag Københavns Museum), Danmarks Designskole (i dag Det Kongelige Akademi) og Arbejdermuseet. Ad flere omgange har hun arbejdet med byudvikling, by- og arbejderhistorie, ligesom hun også har beskæftiget sig med tekstil og design.

I 2010 rykkede hun fra Sjælland til Øgaderne i Aarhus for at flytte sammen med sin mand, Søren Bitsch Christensen, som hun har sønnen Mads Emil på 11 år og to voksne bonusbørn, Anne Sofie og Peter, med. Hun var ansat på projekter på Tekstilforum i Herning og Nordjyllands Historiske Museum i Aalborg, og blev ansat til at starte et digitalt center for museumsformidling, MMEx, inden hun blev ansat i Den Gamle By i 2012.

I dag er Kitt chef for Værtskab og Historiefortælling, som rummer undervisning, skræddersalen, aktørerne, butikker, program og aktiviteter samt selskaber - og kan altså nu også føje titlen vicedirektør til sit fyldige cv. Hun afløser Allan Leth Frandsen, der fortsætter som museumsfaglig chef frem til årsskiftet og derefter i en forskerrolle.

- Det er jeg stolt og beæret over. Jeg har været inde over det repræsentative, og jeg har været rundt i flere afdelinger i Den Gamle By. Så da jeg blev spurgt, om det var noget for mig, virkede det meget naturligt, og jeg sagde selvfølgelig ja, fortæller Kitt Boding-Jensen, og fortsætter:

- Der, hvor jeg især kan supplere vores direktør, Julie Rokkjær Birch, er netop, at jeg kender stedet godt. Noget af det mest interessante ved Den Gamle By er, hvor forskelligt museet ser ud fra den ene afdeling til den anden. Fordi det er så stort et sted, og fordi vi er så fagligt stærke. Jeg kommer til at arbejde med at udnytte netop dét, så vi bliver endnu bedre tværfagligt, end vi allerede er, siger Kitt Boding-Jensen, der også ser frem til at arbejde med at åbne Den Gamle By endnu mere ud mod Aarhus og østjyderne.

- Det har vi allerede gjort helt bogstaveligt med den nye hovedindgang i Ceres Krydset, men vi kommer også til at gøre det på andre måder. For selvom vi er meget glade for turister, som kommer langvejs fra, vil vi også gerne være mere for de lokale.