3. januar 2023
Da Den Gamle By lukkede klokken 15 på årets sidste dag, havde i alt 479.807 gæster løst billet til museet.
Når man er vant til over en halv million, lyder det måske ikke af så meget, men det er rent faktisk det syvende bedste besøgstal i Den Gamle By nogensinde. Museet havde satset på 445.000, og kom således godt på den rigtige side.
Oven i det kommer der så de 68.659, som er registreret uden for den normale åbningstid. Besættelsesmuseet klarede sig også fint med i alt 13.293 gæster i de små, snævre lokaler i den gamle politistation.
Alt i alt giver det, når man tæller det hele med, godt 560.000 besøgende, som på den eller den anden måde har glæde af det museumskompleks, som Den Gamle By er.
I sin nytårstale til personalet sagde museumsdirektør Thomas Bloch Ravn:
”Den Gamle By er et fantastisk sted, en enestående museum og et genialt koncept, som jeg ikke et øjeblik er i tvivl om har fremtiden for sig. Publikums tilbagevenden er en indikator, hvis betydning ikke kan overvurderes”.
Han fortsatte: ”Når man ser tilbage på det forløbne år, kan vi være stolte af de oplevelser, som vi har leveret til gæsterne. Konkret har vi lavet en udstilling for at fejre dronningens 50 års jubilæum som regent. Vi har lavet en udstilling af EU-plakater. Vi har for første gang arrangeret Påske i Den Gamle By. Vi lavede udstilling og aktiviteter over temaet Godt håndværk – også i fremtiden. Vi åbnede en slagter, ene ostebutik og en farve- og tapetforretning, som var de sidste brikker, der skulle til, før vi havde en hel gågade. Og så var der de faste årstidsbestemte temaaktiviteter samt masser af selskaber og alt muligt andet”.
”Det imponerende aktivitetsniveau er sammen med det fine besøgstal tegn på, at Den Gamle Bys organisation er ved at være tilbage til fordums styrke”, mener museumsdirektøren og lovede at programmet for 2023 til fulde vil kunne leve op til niveauet fra 2022. Han pegede blandt andet på Plakatudstillingen ’Jorden kalder’, Den Gamle Bys nye gade, der vil vise et snapshot af året 2014, en ny hovedindgang, åbning af Museet for Dansk Bladtegning, sommertemaet ’Mad – mere end et måltid’ samt de fast tilbagevendende aktiviteter som Påske, 1970’er weekends, Allehelgen og Jul i Den Gamle By.