Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Den Gamle Bys nye hovedindgang vinder Aarhusianernes Arkitekturpris

Stemmerne er talt op, og Den Gamle Bys nye hovedindgang løber med titlen som vinder af Aarhusianernes Arkitekturpris 2023.

Prisen tildeles arkitektur af særlig høj kvalitet i Aarhus Kommune og er en helt ny pris, hvor det er aarhusianerne, der (be)stemmer.

Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus Kommune, siger i forbindelse med prisen:
”Jeg kan virkelig godt forstå, at aarhusianerne er glade for den nye hovedindgang, Den skaber en flot invitation til at træde ind i Den Gamle By. Bygningens åbne facade står særligt smukt om aftenen som en varm lanterne, og når man træder ind i foyeren, løfter den imponerende trækonstruktion sig op over én. Den skaber en varm atmosfære og viser et flot samspil mellem arkitektens idé med bygningen og godt tømrer- og konstruktionsarbejde”.

Hun forsætter. ”Bygningens bund, gulv og belægning i tegl, skaber kobling mellem ude og inde, og samlet står en ny bygning, der både fortæller om det håndværksmæssige arbejde med flot detaljering samt brug af materialer, der patinerer smukt”.

Den Gamle By var oppe imod erhvervsbyggeriet Glasalstrup i Hasselager, bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7, Aros Åpark i Midtbyen og Volume Village under Ringgadebroen.

De nominerede er udvalgt af en særlig bedømmelseskomité, der består af personer fra råd og foreninger, som repræsenterer et bredt udsnit af borgerne i Aarhus.


Den Gamle Bys indgang er tegnet af CUBO Arkitekter.