Den Gamle By og CBS i fælles forskningsprojekt om værdien af museumsbesøg
17. marts 2021
Når der skal sættes tal på museernes betydning, ser man typisk på antallet af gæster. Det kan suppleres med data om hvor gæsterne kommer fra og nogle gange har man også forsøgt at kvantificere museernes betydning for omsætning og turisme.
Samtidig erkender de fleste imidlertid, at hverken besøgstal eller turismetal siger ret meget om den dybere betydning, som museerne har i samfundet og for det enkelte menneske. For museernes egentlige betydning findes typisk i forhold, som ikke umiddelbart kan kvantificeres og som man ikke har hverken målestok eller terminologi for. Altså alt det, der foregår inde i hovederne på de besøgende både under og efter besøget, og ikke mindst alt det, der foregår imellem de mennesker, der sammen besøger et museum.
Museer og identitet
Derfor igangsætter Den Gamle By nu et ph.d.-projekt med titlen ’Museer og identitet’, som bliver til i samarbejde med Handelshøjskolen i København (CBS) og Innovationsfonden. Forskningsprojektet vil undersøge hvordan museumsbesøg bliver brugt og hvilken værdi, de besøgende tillægger deres besøg. En vigtig del af projektet bliver at udvikle en metode, som de enkelte museer kan bruge med henblik på at identificere, hvordan og med hvad deres museum bidrager til for at give værdi for de besøgende, lokalt som nationalt.
”I Den Gamle By har vi længe forsøgt at finde andre og relevante modeller for publikumsundersøgelser, der kan give os et bedre billede af, hvad gæsterne får ud af et besøg, så vi derigennem får et bedst muligt grundlag for at forbedre oplevelsen for vore gæster”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, som glæder sig over, at projektet nu bliver en realitet.
Forskningsprojektet udføres af overinspektør Martin Brandt Djupdræt, som i en årrække har stået i spidsen for Den Gamle Bys arbejde med publikumsundersøgelser. Det er bl.a. sket i samarbejde med de amerikanske professorer Lynn Dierking og John Falk.
Tværfagligt samarbejde
Projektet laves i et samarbejde med CBS, der har opbygget et forskningsmiljø, der fokuserer på de oplevelser og den værdi, som kulturinstitutioner er med til at skabe. Mads Mordhorst, der er leder af Center for Business History på CBS, siger: ”Indenfor forbrug og økonomi er der et øget fokus på forbrugernes egne historier og identitet. Dette projekt vil kunne bidrage til denne forskning ved at undersøge, hvordan de besøgende bruger museet i forhold til deres eget liv, og vil dermed kunne afdække hvilken værdi museerne har for dem selv og for samfundet”.
Flere danske museer og interesseorganisationer deltager som samarbejdspartnere, bl.a. Dansk Industri. Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri uddyber: ”Der er et udtalt behov for mere viden og indsigt i museernes betydning for borgerne, herunder hvorfor og hvordan borgerne bruger museerne. Dette projekt ser vi frem til kan give en viden så der kan komme et bedre indblik i, hvordan museerne kan styrke dialogen med borgerne både før, under og efter besøget”.
Studiet forventes at vare tre år og resulterer i en Ph.d.-grad til Martin Brandt Djupdræt.