Den Gamle By millimeter fra kulturhovedstadsårets besøgsrekord
Pressemeddelelse 3. januar 2025
Da Den Gamle By lukkede portene på årets sidste dag, havde i alt 568.275 gæster indløst billet til museet i 2024. Det er det næstbedste besøgstal nogensinde og særdeles tæt på 2017, hvor Aarhus var europæisk kulturhovedstad, og hvor i alt 571.167 personer besøgte Den Gamle By.
Oven i kommer 14.318 gæster til Besættelsesmuseet, som dermed slår ny besøgsrekord. Besættelsesmuseet har til huse i de små, snævre lokaler i den gamle politistation bag ved Domkirken og er en del af Den Gamle Bys museumskompleks. Lægges de to tal sammen, kommer Den Gamle By op på i alt 582.593 gæster og dermed over 2017.
Ny direktør glæder sig over opbakningen
I april 2024 skiftede Den Gamle By direktør, hvor Julie Rokkjær Birch overtog nøglerne til det folkekære museum, og hun glæder sig over den store opbakning.
- Vi er stolte af årets mange aktiviteter, den høje kvalitet i oplevelserne og af at kunne tiltrække det helt brede publikum – og ikke mindst fremtidens gæster: børn og unge. Den Gamle By er en inspirerende og enestående tidsrejse, som suger gæsterne ind i historien og stimulerer deres egen fortællelyst – på tværs af generationerne. Det glæder jeg mig til at udfolde endnu mere i fremtiden sammen med Den Gamle Bys dygtige medarbejdere.
Arv på 100 millioner
Udover besøgstallet kommer opbakningen til Den Gamle By også i andre former. Tilbage i september kunne museet afsløre, at det havde modtaget en privat arv på næsten 100 mio. kr., som skal bruges til at udbygge mellemkrigstidens Danmark i 1927-kvarteret med nye og anderledes oplevelser for publikum.
Derudover blev Den Gamle By kåret til ’årets Top Attraktion’ samt ’årets børnevenlige i Aarhus’.
Den Gamle By står stærkt men har udfordringer
Trods den store opbakning har Den Gamle By et betydeligt efterslæb på vedligehold og samlingsvaretagelse og skal omstille sig fra en driftsøkonomi, der har været tilpasset de senere års store byggeprojekter.
- Museumsreformen (som træder i kraft fra nytår 2025, red.) og dens indplacering af Den Gamle By i tilskudsmodellen har desuden givet anledning til undren og vist behov for øget bevidstgørelse om museets virke og impact, siger Julie Rokkjær Birch. Hun løfter samtidig også sløret for at nye planer er undervejs.
- Situationen fordrer nytækning og peger på en spændende fremtid. Nye planer er undervejs, og jeg glæder mig til at værne om og bygge videre på Den Gamle Bys solide historiske fundament sammen med det mest fantastiske hold af kollegaer. Og til her i starten af det nye år at dele en ny strategi for Den Gamle By, slutter hun.
I 2023 var Den Gamle By landets fjerde mest besøgte museum, kun overgået af Louisiana, Statens Museum for Kunst og Christiansborg slot.