Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Den Gamle By foretager organisatorisk tilpasning

09.10.2024

Den Gamle By foretager en nødvendig og naturlig organisatorisk tilpasning. Det betyder færre medarbejdere.

Den Gamle By har i 2024 fortsat godt fat i det danske museumspublikum. Museet forventer at nå op imod 550.000 besøgende ved årets udgang og kan dermed fastholde sin position som det bedst besøgte kulturhistoriske museum i Danmark.

Den Gamle By foretager nu en tilpasning, så organisationen i højere grad passer til fremtidige opgaver. Fra at være en projektorganisation med fokus på store, byggemæssige udvidelser skal Den Gamle By i fremtiden fokusere på at udvikle nye typer projekter, baseret på indhold og formidling af eksisterende og nye publikumstilbud. Det vil betyde afskedigelse af 20 medarbejdere.

Museumsdirektør for Den Gamle By, Julie Rokkjær Birch, uddyber:

- Vores nuværende organisation er i en vis udstrækning baseret på, at vi skal bygge og opføre nye kvarterer og huse. Pladsen er brugt, så det kan og skal vi ikke længere i samme omfang, og vores lønomkostninger skal passe til vores opgaver – og dermed også vores projektindtægter. Verden flytter sig, og Den Gamle By følger med. Vi skal arbejde med at udvikle museet indefra og ud, så viden og aktiviteter fortsat er relevante, tilgængelige og af høj kvalitet. Derfor er det naturligt, at vi tilpasser organisationen, så antallet af medarbejdere og deres samlede kompetencer svarer til Den Gamle Bys opgaver i de kommende år. Det er en omstilling, som jeg effektuerer for fortsat at sikre økonomisk bæredygtighed, udvikling og vækst i Den Gamle By. Det er aldrig sjovt at træffe beslutninger som denne. Men det er nødvendigt. Det er rettidig omhu.

Der arbejdes i øjeblikket med et nyt strategisk grundlag for Den Gamle By, som skal sikre økonomisk konsolidering, høj kvalitet, dynamik og relevans.

- Jeg glæder mig til at sætte en ny, spændende retning for Den Gamle By. For efter mange års udvikling med nye kvarterer og en ny hovedindgang er opgaven nu en anden. Vi skal aktivere de eksisterende rammer på nye måder, så vi kan fortsætte den gode udvikling og blive ved med at betyde en hel masse for rigtig mange mennesker, lyder det fra Julie Rokkjær Birch.

Den organisatoriske tilpasning vil ikke påvirke opførelsen af to nye bygninger i 1927-kvarteret, som er finansieret af en privat, øremærket donation på 100 millioner, som man modtog tidligere på året.

For yderligere information, kontakt museumsdirektør Julie Rokkjær Birch, jrb@dengamleby.dk eller telefon 6161 6667