Åbner igen 10:00
Køb billet

Hus med museum og posthus

Huset er opført i 1675 i Storegade i Aabenraa, mens gavlfacaden er opført i grundmur i 1738.  Huset var i Aabenraa kendt som Mutter Stahlboms Hus. Gavlhuse er typiske for de sønderjyske landsdele, og det samme er forstuen, den såkaldte diele, som er det første rum, man træder ind i fra Havbogade. Huset er genopført i Den Gamle By i 1953.

I huset er indrettet et typisk provinsmuseum fra 1927 "Musæum" og et posthus.

Musæum
Museet har indgang ad den markante portal i huset i Havbogade. I begyndelsen af 1900-årene fik de fleste danske byer et museum med oldtidsfund og lokal historie. Indretningen af Den Gamle Bys Musæum er inspireret af gamle fotografier af danske museumsudstillinger. Skilte med oplysninger om de enkelte udstillede genstande er få, og belysningen er begrænset.

Posthus
Postvæsenet i Danmark blev officielt oprettet i 1624, men først i løbet af 1800-tallet blev institutionen synlig i de små købstæder. I 1920'erne var postvæsenet en etableret etat med posthuse og ekspeditionskontorer over hele landet.

I juleperioden er det hyggeligt at poste breve og kort i Den Gamle By. På posthuset får man også et særligt stempel til juleposten.