Før i tiden blev medicin først og fremmest udvundet af planter. I dag kan man undre sig over den betydning, en stor del af medicinen blev tillagt, for udtræk fra mange af lægeplanterne mentes at kunne kurere stort set hvad som helst. I andre tilfælde har forventningerne været mere realistiske.
Nogle lægeplanter kunne samles i naturen, og langt op i 1900-tallet hørte det med til uddannelsen som farmaceut at samle planter, bestemme dem og sætte dem ind i et herbarium. Ellers dyrkede man selv lægeplanterne i de urtehaver, der før i tiden hørte til apotekerne. I Den Gamle By findes der en apotekerhave bag byens apotek, så man i løbet af sommeren kan se 91 forskellige lægeplanter, f.eks. brændenælder, citronmelisse, salvie, morgenfruer og rabarber for at nævne nogle i flæng.
Nogle planter skulle tørres og stødes, andre skulle hakkes eller snittes, hvorefter man kunne udtrække de stoffer, som med rette eller urette blev tillagt helbredende virkning. I nogle tilfælde kogte man plantedelene i vand, i andre tilfælde lavede man et udtræk ved at lægge dem i vin eller alkohol. Findelingen af planterne skete ved håndkraft, man brugte knive og mortere eller et skæreapparat, specielt konstrueret til at snitte lægeurter; men i anden halvdel af 1800-tallet blev apotekerne efterhånden udstyret med en ny form for trækkraft, nemlig dampmaskinen, og laboratorierne blev udstyret med nye apparater til at hakke og male urterne. Desuden var laboratorierne udstyret med dampkedler, dels til sterilisering af forbindsstoffer, dels med andre formål, som det kan være svært for lægmand at gennemskue. Dampmaskinerne gik af brug igen i løbet af 1900-tallets første årtier, efterhånden som elektriciteten vandt frem.
Omkring 1870 indførte apotekerne brugen af receptkuverter, som recepterne blev lagt i, når medicinen blev udleveret, og kunden fik sin recept tilbage; det var almindeligt, at man kunne få udleveret medicin på den samme recept flere gange. En del ældre receptkuverter er dekoreret med billeder, der viser noget af apotekets interiør. Øjensynlig har apotekernes officiner, salgslokaler, ikke ændret sig stort fra 1700 og frem til engang omkring 1940, bortset fra at man fik nye lyskilder, først petroleumslamper og senere elektrisk lys.
Fra 1968 og nogle årtier frem blev der trykt nogle serier af receptkuverter med billeder af urter eller af apotekernes udstyr, f.eks. et skæreapparat til findeling af lægeurter.
Receptkuvert fra Randers Løve Apotek med billede af et skæreapparat til findeling af tørrede urter.
Receptkuvert fra Kolding Løve Apotek. N. C. Müller var apoteker fra 1885 til 1906, så kuverten må stamme fra den tid.
Receptkuvert fra Kolding Løve Apotek. Billede af kuvertens bagside.
Receptkuvert fra Skælskør Apotek med et udsnit af laboratoriet. Kuverten kan dateres til perioden 1911 – 1933.
Medicinen blev opbevaret i krukker af træ eller porcelæn eller i flasker. Noget stod på lageret, men der var også hylder fyldt med krukker og bøtter i officinet. I Den Gamle By er officinet indrettet, som det kunne se ud midt i 1700-tallet, men det er ikke meget forskelligt fra de officiner vi kender fra nogle af receptkuverterne, f.eks. en fra Sindal Apotek.
Sindal Apotek 1903-1924. Apotekeren er åbenbart i gang med at blande et medikament, mens kunderne venter. Apoteket åbnede 1893.
Der findes et større udvalg af lægebøger med anvisning på anvendelsen af de forskellige lægeurter. De ældste danske lægebøger er skrevet af Henrik Harpestreng, som var læge og kannik i Roskilde. Henrik Harpestreng har skrevet på både latin og dansk. Han døde 1244. Efter 1500 bliver lægebøgerne mere almindelige, i hvert fald er der bevaret flere. Andreas Agerbech, som levede 1701 til 1770 var præst og læge. 1764 udgav han ’Den filosofiske Apothekers Historie’; på titelbladet hedder det, at bogen ’giør enhver til sin egen Læge, i det den giver en tilforladelig Efterretning om alle de Species, jeg har sammensat alle mine Recepter af.’ Bogen kan være underholdende, men det må stærkt frarådes at benytte recepterne, for nogle medikamenter er virkningsløse, andre er direkte skadelige. Men den viser noget om, hvilke egenskaber man tidligere har tillagt forskellige planter, og hvordan medicinen forventedes at virke. F.eks. nævner Agerbech om flere af planterne, at de udrenser ’det sure blod’, dvs. at man slipper af med ophobede giftstoffer. Det sker i sveden eller urinen, evt. også i afføringen. I det sidste tilfælde skriver han diskret, at giften uddrives ’ved Stoelgang’, altså når man benytter en natstol, dvs. toiletstol.
Her følger nogle eksempler på lægeplanter med beskrivelse af fortidens anvendelse af dem. Planterne findes i Den Gamle Bys apotekerhave.
Baldrian
Læge-baldrian.
Læge-baldrian eller Valeriana officinalis er en flerårig plante, der bliver 50-100 cm høj. Blomsterne er hvide eller svagt rødviolette og samlet i skærme. Udtræk af plantens rod er i dag et naturlægemiddel mod uro og søvnbesvær. Tidligere blev den også anvendt mod hysteri og forrådnelse. Blomster og blade blev brugt mod øjensygdomme, bylder, sår og åndenød. Desuden har planten været brugt som elskovsmiddel, hvad man kan undre sig over, dens beroligende og søvnfremmende virkning taget i betragtning.
I Andreas Agerbechs ’Den filosofiske Apothekers Historie’ kan man bl.a. læse følgende om baldrian: ‘VALERIANA, Baldrian, voxer best i Engene, og kand derfra flyttes ind i Haugen, men der maae den vel indhegnes for Kattene; thi om der var ikkuns een Kat i Byen, saa skulde den søge Leye og Natstoel i Valeriana, derfor kaldes den og Katte=Urt. Den har, naar den er frisk, en stærk gennemtrængende, ækelig, skarp, aromatisk Lugt; men en balsamisk Olieagtig slimig Smag. Bestaaer altsaa af en flygtig balsamisk Gummøes salt Saft og skarp Resina; kand altsaa opløse det suure Blod i alle ædle Karr, drive dets Gift ud ved Urin og Sveed, ja undertiden og ved Stoelgang.’ At katte benytter planten til natstol (toiletstol), må siges at være et meget diskret udtryk for, at de forretter deres nødtørft. Gummøs betyder gummiagtig eller klæbrig, og resina er harpiks eller en harpikslignende masse.
Agerbech hævder også, at baldrian kan anvendes mod epilepsi og fortæller udførligt, hvordan han har kureret en fattig kone for den faldende syge (epilepsi) ved først at give hende en ormekur (resultatet bliver nøje skildret) og derefter behandle hende med baldrian. Kuren virkede, men et års tid senere stod hun og vaskede tøj ved en å, hun blev svimmel ved synet af det strømmende vand og faldt i åen og druknede, ’hvilket var hende spaaet længe forhen. See! nu kand andre forsøge dette ringe Raad paa de Fattige o. s. v.’
Citronmelisse
Melissa officinalis, citronmelisse eller hjertensfryd.
Citronmelisse.
I dag kan man købe naturmedicin med både baldrian og citronmelisse; medicinen skal virke beroligende og søvnfremmende. Ellers dyrkes citronmelisse som prydplante og krydderurt, men tidligere har man tillagt den så mange gavnlige virkninger, at man kan undre sig over, hvorfor man i det hele taget har brugt andre lægemidler; i hvert fald var Andreas Agerbech ikke i tvivl om dens helbredende virkninger. Han skriver i 1764, at ’Melissa, Hiertensfryd, har man største Aarsag til med hiertens Glæde at plante i sin Hauge; thi det er den beste Urt, nogen kand ønske sig for Hovedet, for Hiertet, for Maven og for Moderen og for Nerverne, den smager angenem, aromatisk, bitter; den har en balsamisk, giennemtrængende, liflig, Citronagtig Lugt.’ Hvis man udtrækker de virksomme stoffer rigtigt, kan man opnå ’den største Hjertefrydende Drik, som der kand laves af Urter til en Malankolisk Hypocondrist’, og det gælder især, hvis man tilsætter liljekonval.
Agerbech tillægger nemlig liljekonval stor medicinsk virkning. I virkeligheden er planten særdeles giftig, bl.a. kan den påvirke hjerterytmen, så eksperimenter må stærkt frarådes. Tilsyneladende har Agerbech ikke kendt til plantens giftighed, for han anser blandingen af udtræk fra den og citronmelisse for at have gavnlig virkning på en forbløffende række dårligdomme. Den ’glæder Hiertet, giver Nerverne Lebens=Geister, o. s. v.’ Når de virksomme stoffer i melissen udtrækkes med en spiritus, som først er brugt til udtræk af liljekonval, så bliver melissen ’overmaade Hiertefrydendes, og Hierne= saa vel som Nervebalsamerendes, følgelig er fortreffelig mod Gigt, Hierteklemmelse, Podagra, svag Hukommelse, Svimmel, Slag, faldende Syge, Vinde, Moderstigelse, Urinens Forstoppelse, Hielper vældig i Fødsels=Nød og udrenser alting efter Fødselen, som jeg sneese Gange har erfaret tidt med Forundring, naar jeg har givet det.’
Moderen er livmoderen, og begrebet Moderstigelse skyldes en forestilling om, at livmoderen kan bevæge sig og stige for højt op i kroppen. Fødsels-nød er veer.
Salvie
Salvie.
Salvie blev ligesom citronmelisse anset for at være et universalmiddel. Andreas Agerbech hævder, at den især er nyttig mod ’suurt Blod, hvormed Giften altid følger, hvilket den opløser og ved Sveed fornemmelig udfører af alle ædle Karr.’ Det skulle medføre, at den er gavnlig mod alskens dårligdom. Det er et af flere eksempler på Agerbechs interesse for, om de forskellige urter kan opløse den gift, der efter hans mening gør blodet surt. Når giften var opløst, mente han, den blev udskilt i sved, urin eller afføring. Salvie kan styrke slappe muskler og nerver, en slap tunge, befæste tænderne og afvise mundsvamp. Desuden fordriver den mælken, når den lægges på brysterne – påstår Agerbech; jeg synes nu, man skal nøjes med at bruge den som krydderurt.
Jomfru Maries planter
Fortidens lægeverden består heldigvis ikke kun af Andreas Agerbech og hans lægebøger. Man anvendte flere lægeplanter end planterne i Den filosofiske Apothekers Historie. Nogle planter blev i legenderne knyttet til jomfru Marie, det gælder også morgenfrue og digitalis. Begge dele findes i museets apotekerhave. Man kan måske betvivle legendernes oplysninger, men de er i hvert fald mere poetiske end Agerbechs beskrivelser af planterne og deres effekt.
Morgenfrue Vor Fruesblomst, Marieblomst og på norsk Marieguld er andre navne for morgenfruen. En legende fortæller, at Marie og Josef blev overfaldet af røvere, der ville stjæle Maries pengepung, men pengene blev forvandlet til morgenfruer, så røverne fortsatte deres tur uden udbytte, og Marie beholdt sine penge.
Morgenfrue, i baggrunden salvie.
Morgenfrue.
Morgenfrue er blevet brugt udvortes som et sårhelende middel, indvortes som sveddrivende og krampestillende middel. Den bruges stadig til behandling af nogle hudsygdomme, fordi den virker helende og holder huden smidig. Desuden er blomsterne blevet brugt til forfalskning af safran og til farvning af smør og ost. Den kan tilsættes forskellige retter, dels som krydderi, dels for at give farve.
Fingerbøl – digitalis
Digitalis eller fingerbøl.
Jomfru Marie sad og syede. Så tabte hun sit fingerbøl, og hvor det ramte jorden, voksede der en plante frem, en toårig plante som andet år får en høj og kraftig stængel, tæt besat med smukke blomster, der ligner fingerbøl. En smuk plante når den blomstrer, men også giftig.
Planten indeholder et stof, der kan anvendes som lægemiddel mod hjertebesvær, men man skal ikke selv forsøge sig med at udvinde og dosere det, for resultatet kan blive meget anderledes end det ønskede, man kan få kvalme, opkastninger, diarré og hjertesvigt, altså det stik modsatte af den ønskede effekt. Til alt held er det risikofrit at nyde synet af de smukke blomster. I Den Gamle By findes almindelig fingerbøl eller Digitalis purpurea i Apotekerhaven, hvor man kan se den i blomst sidst i juni og først i juli.
Det var så et lille udvalg af tidligere tiders lægeplanter. Man kan undre sig over deres anvendelse i fortiden, man kan i mange tilfælde nyde synet af dem og i nogle tilfælde smagen, men det vil være meget uforsigtigt, hvis man selv forsøger at kurere sygdomme med dem. I dag prøver de fleste at holde helbredet ved lige på anden vis, i hvert fald, hvis alvorlig sygdom truer. Man kan spørge, om lægeplanterne og kendskabet til dem så har mistet enhver betydning. Det synes jeg ikke, for velsmag, skønhed, kendskab til fortiden og forundring over den kan alt sammen bidrage til et rigere liv.