Planterne trives i Handelsgartneriet. Mellem de to drivhuse er frodigheden stor, og det gælder både for de ønskede og de uønskede planter. Blandt de ønskede kan man finde en del selvsåede, f.eks. spreder akelejerne sig flittigt, men hvis de ikke ligefrem står i vejen, er de velkomne, så kan der senere høstes frø til salg.
De uønskede planter, eller ukrudtet, spirer frem, hvor de kan komme af sted med det. Nogle steder kan man fjerne dem med et hakkejern, men andre steder skal man gå mere forsigtigt til værks, så man ikke fjerner for meget. Da jeg for nylig lagde vejen forbi Gartneriet, var Gitte Røn i gang med at luge i drivbænkene og også i urtepotterne.
F.eks. skal små bronzefennikel-planter ikke ryge ud sammen med ugræsset, de skal nemlig graves op og sættes i potter, så interesserede gæster senere kan købe dem. Når en bronzefennikel er vokset til, får den gule blomsterskærme, det sker i august, og derefter sætter den frø, som smager af lakrids – de smager ikke kun, på en fugtig efterårsdag kan en bronzefennikel sprede lakridsduften over et stort område. Men foreløbig er de nyspirede planter små og spinkle. Bronzefennikel er en staude, så hvis man planter eller sår den i sin have, og den slår rod, har man planten i mange år og kan bruge frøene som krydderi.
I karmene med blandet indhold kan forholdene virke uoverskuelige for os, der ikke er gartnere og ikke kender deres planer for avl af planter og frø. I andre karme er forholdene mere overskuelige, også for lægmænd. I en karm står der vinterasters fra sidste år; de har overvintret i en mistbænk dækket med glas, så de ikke skule få for megen frost. I foråret blev der taget stiklinger af dem, de står i en anden bænk og er stadig små, men de trives. Senere på året kommer de i potter, så man kan købe af dem til sin have.
Under lugearbejdet fandt Gitte et par eksemplarer af hundetunge, oven i købet hundetunge i blomst; det var til glæde, for man er ikke altid er så heldig, at den blomstrer. Den ene blev gravet op og flyttet til Apotekerhaven, fordi hundetunge tidligere blev anset for at være en lægeplante; den skulle være gavnlig mod bl.a. fnat, skab, børnesår og hæmorider (jeg er nu temmelig skeptisk). Det er formentlig en del år siden, og dengang har man næppe sagt hæmorider, når man gik apoteket for at få et middel mod lidelsen, den folkelige betegnelse var ‘takker i røven’. Ifølge Gitte er hundetunge en toårig, ildelugtende urt – heldigvis mærkede jeg ikke noget til lugten, da hun viste mig planten.
Mellem indgangen til Handelsgartneriet Bernstorff og drivhuset med plantesalg stod der i foråret blomstrende løgplanter, pinseliljer og mange forskellige tulipaner. Da de var afblomstret og visnet, blev løgene taget op og delt. Til efteråret bliver de sat igen, så der kan komme blomster og nye løg næste forår. I stedet for løgplanterne er der sået og plantet sommerblomster; det er meget forskelligt, hvor langt de er fremme, men levkøjerne står i blomst.
En af dem har fået hullede blade, så Gitte Gartner får mistanke om, at der sidder et udyr et sted under bladene, og et øjeblik efter er udyret fundet og fjernet.
Akelejerne står også i fuldt flor, de har deres storhedstid her først på sommeren. Og så smider de frø, så der kommer nye akelejer næste år – med mindre frøene bliver høstet og solgt.
I det andet bed kommer georginerne op, så fra engang i sommer og til langt ud på efteråret bliver der et blomstervæld i mangfoldige farver. Men foreløbig er der plads til forskelligt andet. Da Gitte viste mig rundt og fortalte om sine planer for avlen, var der spiret nogle små marietidsler frem; i dag er de nok gravet op og sat i potter, beregnet på Gartneriets plantesalg.
Korsvortemælken var i blomst, men blomsterne er så undseelige, at jeg havde overset dem, hvis jeg ikke havde fået dem forevist. Når korsvortemælken vokser op, peger bladene mod de fire verdenshjørner, så nogen kalder den kompasplante. I september står planten med store frø, og når frøkapslerne åbner sig, sker det så brat, at frøene slynges langt af led; når gartnerne går i drivhuset, bliver der somme tider banket på ruderne, når frøene springer.
En god del af gartnernes arbejde foregår inde i drivhusene. I løbet af foråret og forsommeren bliver der taget stiklinger af potteplanterne til avl af nye planter. De kan købes, hvis man gerne vil pryde sine vindueskarme med smukke planter af ældre sorter. Stiklingerne har slået rod og trives, og salget er for længst i gang, så somme tider skal der ryddes op og flyttes rundt på de udstillede varer, så der bliver plads til at sætte nye frem. Gartnerafdelingens elev, Astrid Steffensen, var i gang med at bringe orden i tingene, sidst jeg var på besøg i Gartneriet. Derefter underviste Gitte Røn hende i at tage stiklinger til nye planter og sætte dem i potter.
Men der er ikke plads til, at gartnerne i Den Gamle By selv kan opformere alt, hvad de kan sælge. Derfor har de en aftale med Vitskøl Kloster om at få leveret småplanter til salg hvert år; småplanterne er taget fra moderplanter, som Vitskøl har fået fra Den Gamle By.
Temperaturen kan blive høj i drivhusene, og fordampningen er stor, så en del af arbejdet er at sørge for vanding. I varme sommerperioder bliver potteplanterne gennemgået dagligt, så man er sikker på, de ikke tørrer ud. Mikkel Thoft Madsen er en af de gartnere, man tit møder i Gartneriet, og ofte er han udstyret med en vandkande.
En anden er Laurits N. Petersen, der som regel arbejder i eller omkring det lille drivhus, hvor han altid er parat til at sælge noget til købelystne gæster, skønt han også somme tider skal søges i det store drivhus, hvor han er optaget af at vande ’Oldemors Potteplanter’. Der er ikke salg i det store drivhus, men drivhuset med de frodige og blomstrende planter er et besøg værd. Planterne trives, og man kan se mange og meget forskellige sorter i blomst, og man kan nyde den særlige duft. Hvis får har lyst til at købe nogle af planterne, kan stiklinger af dem som regel erhverves i det lille drivhus.
Og endelig kan man købe honning, for i Gartneriet står der tre bistader, hvis indbyggere får travlt allerede om foråret, når krokussene blomstrer. Aktiviteten stiger med blomsterfloret og temperaturen, og fra slutningen af juni kan man købe nyslynget honning med en delikat, krydret smag.
Man kan ikke være lige heldig med planteavlen hvert år, vejret spiller en stor rolle, som det nu engang gør ved jordbrug, men om alt går vel, bliver der stadig smukkere i Handelsgartneriet Bernstorff i løbet af sommeren og et godt stykke ud på sensommeren.