Med den udsøgt smukke buskrose ’Louise Odier ’ bydes der hermed velkommen i Frk. Wahlstrøms have.
I rækken af haveportrætter her på bloggen vil jeg denne gang beskrive Frk. Wahlstrøms Have. Denne have knytter sig til Lemvighuset, som det hedder i daglig tale her i Den Gamle By.
I Lemvighusets forside, som vender ud mod gaden, ligger Marie Wahlstrøms Modeforretning. Lokalerne i husets bagside, som vender ud mod haven, blev førhen benyttet til privat bolig for familien Wahlstrøm.
Nu bliver lokalerne mod havesiden blandt andet brugt til to gartnerkontorer, hvoraf det ene rummer gartnerbiblioteket med bøger fra helt tilbage i 1700-tallet, ligesom det rummer computeren, hvorpå denne blog skrives.
Rosen ’Louise Odier’ vokser i halvcirkelbedet foran bagsiden af Lemvighuset.
Forsiden af Lemvighuset med Modeforretningen Marie Wahlstrøm.
Ågade nr. 7 i Lemvig
Det grundmurede beboelseshus fra Ågade 7 i Lemvig, blev opført i 1839 som bolig for tre familier. Huset blev senere ombygget med butik og bolig for familien Wahlstrøm, som siden 1856 ejede huset gennem 3 generationer.
I midten af 1960’erne blev Frk. Wahlstrøm og Den Gamle By enige om, at boligen og butikken med alt inventar skulle overdrages til Den Gamle By.
I 1980 blev huset nedtaget i Lemvig for at blive genopført i Den Gamle By, hvor det blev indviet 1986.
Lemvighuset som det så ud ca. 1875, da det lå på Ågade 7 i Lemvig.
Og sådan ser Lemvighuset ud med adresse i Den Gamle By tidligt forår anno 2015.
Modehandlerske Hedvig Wahlstrøm
Den sidste ejer, Hedvig Wahlstrøm (1895-1983), boede næsten hele sit liv i huset. Hun var født i København, men kom som 6-årig til Vestjylland på rekreation efter en lungesygdom.
Oprindeligt havde det været meningen, at hun skulle have været hjem til sine forældre i København, men Hedvig Wahlstrøm blev i Lemvig, hvor hun voksede op blandt ældre slægtninge.
Umiddelbart efter konfirmationen kom Hedvig i lære som modist (en modist fremstiller hatte) i tanten Marie Wahlstrøms modehandel.
Som voksen overtog frk. Wahlstrøm modistforretningen efter sin tante og drev butikken indtil midten af 1960’erne.
Her ses familien Wahlstrøm foran familiens havehus. På billedet ses bl.a. Marie Wahlstrøm (stående) og Hedvig Wahlstrøm (yderst til venstre).
Det sekskantede lysthus, som det ser ud i dag, er en kopi af det oprindelige lysthus.
På fotoet til venstre er frk. Wahlstrøm ved at fjerne pletter fra tøj udenfor indgangen til huset i Lemvig, og til højre det samme hus, som det ser ud i Den Gamle By dags dato. De gamle fotos er fra frk. Wahlstrøms fotoalbum.
Køkkenpiger fra Den Gamle Bys ” Levende Museum ” plukker stikkelsbær i den lille køkkenhave ved Lemvighuset.
Haven er fra 1920
Frk. Wahlstrøms have er anlagt som en rekonstruktion efter gamle fotos af haven fra 1920. Haven er på 700 m², og består af græsplæne, frugttræer, køkkenhave og to blomsterbede.
Græsplænen
Haven er domineret af en stor græsplæne, der er mindre tidskrævende at holde en mange bede. I de første årtier af 1900-tallet får græsplænen en ny og særlig funktion, hvor fritidskulturen bliver mere aktiv. Der opstår gymnastikforeninger, spejderbevægelsen dannes og cyklen bliver hver mands eje. Det bliver naturligt at anlægge græsplænen til ophold, leg og aktiviteter i haven.
Frugttræer
I græsplænen vokser æbletræerne Filippa og Bodil Neergaard, Gråpære og blommetræet gul Reine Claude. På skråningen vokser der fire forskellige hassel, slåen, syltekirsebær og kvæde.
Køkkenhaven
Som selvstændigt erhvervsdrivende kvinde havde Frk. Wahlstrøm ikke meget tid til havearbejde, så derfor er køkkenhaven ganske lille. Her vokser der pibeløg, jordbær, solbær, stikkelsbær, rabarber, havesyre og løvstikke. Køkkenhaven er kantet med citronmelisse, også kaldet hjertensfryd.
Pibeløg har været kendt i 300 år her i Norden. Løgene overvintrer i jorden og skyder frem i det tidlige forår. Det er de friske runde blade man bruger i madlavningen. I smag og dyrkning minder de om purløg.
Kvædefrugter kan anvendes til marmelade og kvædebrød, og en enkel frugt kan fylde et helt rum med en vidunderlig duft.
Blomsterbedene
De to halvcirkelformede blomsterbede er placeret henholdsvis ved den ene gavl af huset og ved det hvidmalede stakit, som afgrænser haven ind mod brostenene foran huset. Begge bede er kantet med lavendel.
I bedet ved gavlen vokser der 5 forskellige historiske roser: Mrs. John Laing, Katherine Zeimet, Souvenir de la Malmaison, Zépherine Drouhin og Mrs. Oakley Fisher.
I bedet ved stakittet vokser der pæoner og 5 stk. af den meget smukke og duftende buskrose ‘Louise Odier’, som ses på bloggens øverste foto. Denne rose er opkaldt efter en på sin tid meget berømt balletdanserinde i Paris, og tilhører gruppen af bourbonroser.
De første bourbonroser blev dyrket på øen Île de Bourbon i Det Indiske Ocean, heraf navnet på denne gruppe. Gruppen havde sin storhedstid mellem 1830 og 1870.
Æbletræ plantet i 1996
Den Gamle Bys Filippa-træ, som står på skråningen i Lemvighusets have, har jeg et særligt forhold til, da jeg sammen med gartnerformand Gitte Røn var med til at indkøbe og plante træet.
Mine ansættelser i Den Gamle Bys gartnerafdeling har gennem årene været lidt til og fra, men jeg startede første gang i sommeren 1996, så derfor ved jeg, at træet blev plantet i efteråret 1996.
Dette var også året, hvor Den gamle Bys nuværende direktør Thomas Bloch Ravn blev ansat, og han var årsag til, at det lige præcis skulle være et Filippa-træ.
Gitte Røn fortalte, at Filippa var direktørens yndlingsdæble, og derfor håbede hun på “et plus i bogen” fra starten. Om det har virket, melder historien ingenting om . . .
Og i forlængelse af denne lidt nyere æblehistorie, vil jeg slutte med den gamle historie om Filippa-træets oprindelse.
Historien om æbletræet ‘Filippa’
Historien bag træet er folkeeje i Hundstrup på Fyn, og den skal kort fortælles her:
” Den unge pige Filippa hører omkring 1880 i skolen om bestøvning af blomster, og om at man kan så et æbletræ af kærnerne i æblet. Filippa kender et vildt æbletræ i skoven, som smager godt, og hun tager nogle kærner med hjem, sår dem, og der kommer to småtræer ud af det.
At så sådanne vilde æbletræer er noget pjat og lidt misbrug af kostbar havejord, så Filippa må gemme træerne i moderens staudebed, men træerne vokser jo, så hun må fortælle moderen om sine tossestreger.
Moderen synes godt om ideen, og på trods af faderens opfattelse, får hun gennemtrumfet, at de plantes i læ op ad skolens mur. Men træerne er fortsat i farezonen, – det ene af træerne bliver spist af en ko, der forvilder sig ind i haven, og det andet begynder at bære frugt, men frugten spises for tidligt og smager ikke godt.
Først 3. år lykkes det at få høstet æblerne på det rigtige tidspunkt, hvor de er modne. Og så indser faderen, at det er et lille “guldæble”, familien har stående.
Æblet bliver højt berømmet af eksperter, kongen får tilsendt en kurv med æbler, og faderen får sat gang i opformeringen i en lille planteskole, han laver på marken ved siden af skolen. ”
Træet med “guldæblerne” blev fredet den 27. august 1937 af det lokale fredningsnævn i Hundstrup på Fyn på opfordring af lokale borgere.
– Jeg ved ikke om det gamle æbletræ stadig er i live her i 2015, men der er kilder, der bekræfter, at det stod der i 2009.
Gravstedet for Filippa Johannesen, og til højre Filippa-æbletræet i frk. Wahlstrøms have, som om foråret er omgivet af Kejserkroner.