På en overskyet dag med god fugtighed i luften er det perfekt at stikke buksbom. Mange buksbom har fået en svampesygdom, der får dem til at gå ud, så det er nødvendigt med nye planter. Buksbom (Buxus sempervirens) har været brugt som haveplante siden oldtiden. De har været og er populære som hække eller som klippede, grønne skulpturer i haven. De er stedsegrønne, så de pynter året rundt og skaber en smuk, formel struktur. I Den Gamle By bliver de brugt flere steder blandt andet i Borgmestergårdens have.
Borgmestergårdens anlæg med buksbomhække er en typisk renæssancehave som i 1700-tallet. Haven er skabt i 1920erne efter en plan i bogen Horticultura Danica fra 1647.
Fidusen med at formere planter med stiklinger er, at den nye plante får præcis de samme egenskaber som moderplanten; men det tager tid for de små, nye planter at vokse til.
Jorden skal være god og løs, for at stiklingerne kan danne rødder. Hvis jorden er leret, skal man grave sand i den for at bruge den til at stikke buksbom. Hvis den er sandet, skal man supplere den med spagnum. Det er nemmest at styre fugtigheden med jord i en kasse eller en træramme. Man kan også stikke i urtepotter; men de kræver endnu mere tilsyn.
Stiklingerne skal stikkes halvt ned i jorden med cirka 8-10 cm mellemrum. Hvis de ikke stikkes dybt nok, kan de blive presset op af jorden, når det bliver frostvejr til vinter. Når Gitte Røn har stukket, vander hun grundigt efter. Fremover skal jorden holdes jævnt fugtigt. Et stykke glas over kassen er en stor hjælp til at holde på fugtigheden. Det er fugt og varme, der tilsammen får stiklingerne til at danne rødder.
Den mest almindelige buksbom har grønne blade, og der findes også en variant med gule blade. I engelsk havekunst er det populært med de såkaldte knudehaver, hvor de lave hække bliver flettet ind i hinanden i et fint mønster.
http://commons.wikimedia.org/wiki/File:London_garden_museum_-14_Knot_Garden.JPG
På Garden Museum i London er der en knudehave, hvor gul og grøn buksbom bliver brugt sammen.
http://www.gardenmuseum.org.uk/
Link til Haveselskabets hjemmeside angående svampesygdommen i buksbom