Traditionelle metoder og nye biogene byggematerialer
Den Gamle By har den ambition, at traditionelt håndværk skal gå hånd i hånd med moderne viden. Der udvikles hele tiden løsninger, der tager hensyn til bygningernes historie og skaber langtidsholdbare løsninger.
Bindingsværk er et af kerneområderne for vores tømrere. En væsentlig del af bevaringsarbejdet sker ved at bruge de samme teknikker som håndværkere anvendte for 200 eller 400 år siden. F.eks. anvendes både håndhugget og langsavet tømmer for at bevare bygningernes oprindelige konstruktioner og udtryk.
Der opbygges også erfaring med at forene nye biogene byggematerialer med traditionelle metoder, så restaurering imødekommer nutidens krav uden at gå på kompromis med håndværkets kvalitet og bygningens autenticitet.