Oplev 1200 års
historie om Aarhus
Aarhus Fortæller er den første samlede museumsfortælling om byens historie fra vikingetid til nutid. Udstillingen er på hele 800 kvadratmeter, og ligger under jorden i Den Gamle Bys 1974-kvarter.
Oplev Aarhus i både en fjern og nær tid
Tidsrejsen begynder, da Aarhus opstod i vikingetiden som en af de første byer i Danmark. En kronologisk tur fører dig herefter op gennem 1200 års historie til nutiden, hvor Aarhus tæller over 335.000 indbyggere.
Historien fortælles så vidt muligt om og af de mennesker, der har boet i byen gennem tiden. Deraf navnet Aarhus Fortæller.
Her præsenteres vi nogle af de vigtigste sider af byens historie, der samtidig også er et stykke af Danmarks historie. Fortællingerne udfoldes blandt andet gennem historiske miljøer, filmiske effekter, spil og aktiviteter.
Vær opmærksom på
Der forekommer pludselige høje lyde og damp ved lokomotivet i afsnit "Vokseværk 1850-1950".
Begynd tidsrejsen
Vikingernes by 800-1100
Efter en tur i tidselevatoren dumper du ned i byen Aros, som vikingerne kaldte Aarhus. Her begynder den kronologiske fortælling i et stemningsmættet bymiljø, hvor vikingehuse, en plankevej og et ni meter langt panoramabillede er med til at fortælle om byen, der er en af Danmarks ældste.
Kig ned i brønden, og se, hvordan byen blev til, og få et overblik over 1000-tallets Aros og hvordan byens mennesker levede. I udstillingen får du også et indblik i de øvrige danske byer på den tid.
Kongemagten havde i 1000-tallet interesse for byen og dens handel. Både kong Hardeknud og hans efterfølger Magnus den gode oprettede møntværksted i byen. På begge kongers mønter indgik byens navn Aros. I udstillingen viser vi en kopi af en af mønterne fra kong Hardeknuds tid.
Bispernes by 1100-1550
Når du bevæger dig frem til middelalderen, er kirken en væsentlig del af fortællingen. I middelalderen blev Aarhus domkirkeby, og dermed fik den magtfulde katolske kirke en vigtig rolle for både byen og hele det østjyske område. Samtidig bragte kirken det latinske skriftsprog og skolegang til Aarhus.
I udstillingen fortælles historien om kirkens betydning og de magtfulde biskopper i et middelalderligt kirkerum med hvælvinger og altertavle. En af de mest magtfulde Aarhus-bisper, Jens Iversen Lange, fortæller sin egen historie i en filmisk installation, og man kan beundre hans fornemme originale bispekåbe fra 1400-tallet i udstillingen.
Købstadsfolk 1550-1850
Fortællingen om købstaden handler om tiden fra reformationen og frem til midten af 1800-tallet. Med reformationen forsvandt den magtfulde katolske kirke, og Aarhus blev nu en helt almindelig provinskøbstad, der levede af handel og håndværk.
I et købstadsmiljø med bindingsværk og toppede brosten møder du ved hjælp af filmiske effekter familien Thestrup, en virkelig købmandsfamilie, der boede i Aarhus i 1600-tallet. Familien fortæller i udstillingen om, hvordan tilværelsen formede sig i datidens Aarhus og om stand, børn, skolegang, krig, sygdom og død. Du er velkommen til at kigge i købmandens tønder og kasser og se, hvilke varer, han handlede med.
I udstillingen viser vi desuden det ældste kendte maleri af Aarhus fra ca. 1640, hvor mange af nutidens gadeforløb allerede var dannet. Gå selv på opdagelse og dyk ned i nogle af de historiske steder og personlige historier fra 1600- og 1700-tallets Aarhus.
Vokseværk 1850-1950
Med industrialiseringen oplevede Aarhus en voldsom vækst. I årene efter 1850 udviklede byen sig med eksplosiv fart og blev allerede i 1880’erne Danmarks næststørste by. Udviklingen skyldtes blandt andet, at den gamle åhavn blev erstattet af en ny moderne havn ved kysten, og at jernbanen kom ikke bare til Aarhus, men også helt ud til den nye kysthavn. Det gav grundlag for nye industrivirksomheder, stor befolkningsvækst og en kraftig udbygning af byen.
Omdrejningspunktet i denne del af fortællingen er et ægte rangerlokomotiv produceret på Frichs Fabrikker. Du kan stige op i førerhuset på det mægtige damplokomotiv og se, hvordan det er indrettet. Du kan også se film og fotos om byens udvikling og livet i byen i denne periode.
Besat 1940-1945
Voldsomme bombardementer og skyderier i gaderne er også en del af fortællingen om Aarhus. Aarhus blev nemlig hårdere ramt end landets øvrige provinsbyer under den tyske besættelse. Især besættelsestidens sidste år prægede Aarhus med mange ødelæggende og uhyggelige begivenheder.
Storby? 1950-
Det afsnit, der handler om byens nyeste historie, er samtidig også udstillingens største. Her kan du selv gå på opdagelse i et væld af forskellige historier, fordybe dig og og prøve sjove aktiviteter. Du kan også give din egen mening til kende om byens seneste udvikling og fremtid.
Her finder du historier om bl.a. havnen, de mange videregående uddannelser, kulturlivet, sporten og helt almindelige aarhusianere. Både kendte og ukendte aarhusianere er med til at give deres egen personlige vinkel på byens historie gennem film, fotos, lydinstallationer og genstande med en særlig betydning.
Besøg et kollegieværelse og få historier om studenteroprøret, studenterlivet, de videregående uddannelser og de mange studerende i byen. Eller kig ind i en rigtig skibscontainer fra Aarhus Havn og få historien om udviklingen frem til det, der i dag er Danmarks største containerhavn.
Tag en tur på bycyklen gennem nutidens Aarhus eller prøv at styre sporvognen ned gennem Søndergade i 1971. Indspil et Aarhus-hit i pladestudiet eller prøv kræfter med Jacob Haugaards sprogkursus, som gør dig i stand til at sige ’ikk’å’ og ’kom så, de hvii’e’ på perfekt aarhusiansk.
Aarhus Fortæller er finansieret af Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.